Det var kærligheden, der for ni år siden førte tyske Sandra Schneider Neelmeyer til Danmark. Nu er Fyn ikke bare hendes hjem - det er også omdrejningspunktet for hendes arbejdsliv. Som Market & Communication Manager i Destination Fyn arbejder Sandra hver dag for at udbrede kendskabet til Fyn og Øerne. Og med sit blik som tilflytter er hun godt klædt på til at guide journalister fra hele verden rundt på øen, som hun efterhånden kender alle kroge af.
Derfor er hun også den helt rette til at give gode råd med på vejen, hvis du overvejer at opleve Fyn og Øerne fra din bil.
- Hvilken rute vil du anbefale gæster på Fyn at køre, hvis de vil opleve Fyns fine natur fra bilen?
- Kører man væk fra motorvejen, er der rigtig mange smukke strækninger. Det er svært at vælge, men det er noget helt særligt at køre langs kysten, som man kan mange steder på Fyn. Jeg bor i Nyborg og nyder virkelig turen herfra nordpå til naturområdet Fyns Hoved. Det er en tur på ca. 40 km. På vejen dertil kommer man igennem små landsbyer, områder med marker og skov, forbi herregårde og igennem den hyggelige købstad, Kerteminde. Inden man når Kerteminde, kører man på en virkelig smuk strækning helt tæt på Storebælt.
- På turen kommer du også tæt på de fine herregårde Risinge og Lundsgaard. Lundsgaard er en af de fynske herregårde, man kan leje som feriebolig og det økologiske gods Lundsgaard inviterer indenfor i deres cafe og gårdbutik.
- Jeg har også ofte kørt efter de fynske Margueritruter. Så kommer på man på smukke ture sydpå mod Svendborg og Taasinge. Tager man vestpå mod Assens er det også meget smukt at køre på Helnæsdæmningen. Her er der bl.a. optaget reklamefilm for Volvo