
En guide til eventyrlige Ærø
Ærø er en perle i Det Sydfynske Øhav med saltvandsluft, smuk natur og en helt særlig ro. Tag med på en rejse gennem 15 unikke oplevelser på tværs af øen – fra kyst til købstad.
Marstal Søfartsmuseum
Tag på en rejse gennem dansk søfartshistorie – fra 1600-tallets sejlskibe til nutidens maritime liv – og få et dybere indblik i skipperbyens historie. Udforsk autentiske skibsmiljøer, klatr op i en mast, stå ved roret på en coaster, mærk livet ombord på en jagt og slip børnene løs på det gode skib Martha. Klar til saltvandsluft og bølgegang? Så er Marstal Søfartsmuseum et sted, du ikke må gå glip af.

Foto:Robert Lacy
Eriks Hale
Oplev Ærøs ikoniske badestrand med sine charmerende, farverige badehuse, der ligger som perler på en snor. Den smalle sandtange – Marstals 'hale' – forbinder to vidt forskellige have: Det Lille Hav, en lavvandet bugt mellem marinaen og stranden, og Det Store Hav med Østersøens friske bølger og små laguner med udsøgt udsigt. Slentr langs de farverige huse, mærk havbrisen og tag et forfriskende dyp i bølgen blå.

Foto:Freja Kock Christlieb
Aggershøj Pensionat
Træd ind i et historisk sømandsenkehjem fra 1908, som i dag huser det charmerende Aggershøj Pensionat med historisk sjæl. Her byder Line og Carsten velkommen til et ophold med forkælelse, lokale råvarer og en hjemlig atmosfære, hvor tidens vingesus mærkes med det samme. Om sommeren summer haven af liv, når Café Forhaven inviterer til yoga og kolde drinks serveret fra den kinesiskinspirerede pavillon.

Foto:Aggershøj Pensionat
Teglværkspladsen
Hos Thea på Teglværkspladsen i udkanten af Marstal kan du sove under åben himmel med masser af komfort. Her venter luksuriøse glampingtelte, vildmarksbad, sauna, tipi og et overdækket køkken med pizzaovn. Tag en tur på SUP-board i søen, kig på stjerner ved bålet og nyd naturens stilhed. Med udsigt til sø, hav og marker er rammerne perfekte til afslapning og naturnær hygge.

Foto:24Copenhagen
Ærø Bryggeri
Besøg Ærøs charmerende mikrobryggeri i den idylliske landsby Store Rise. Her kan du nyde en lækker frokost i den hyggelige ølstue eller under æbletræerne i den grønne have. Kom tæt på bryggeriets håndværk og smag på de unikke øl, der alle er inspireret af øens maritime kultur. På flaskerne finder du navne som Færgeøl, Grolle Pilsner og Tangøl – prydet med signalflag og et elegant maritimt design.

Foto:Freja Kock Christlieb
Loppemarkeder og vejboder
Langs Ærøs snoede landeveje møder du hyggelige loppemarkeder og charmerende vejboder. Her kan du gøre nostalgiske fund og smage lokale delikatesser – alt sammen båret af tillid og den særlige sydfynske charme, der gør Ærø til noget helt særligt.

Foto:Freja Kock Christlieb
Den Gamle Købmandsgaard
Midt på torvet i hjertet af Ærøskøbing ligger Den Gamle Købmandsgaard – et sted fyldt med lokale delikatesser, kunsthåndværk fra Ærø, økologiske slagtervarer og masser af autentisk atmosfære. Her finder du alt, hvad hjertet begærer. Nyd en kop kaffe i de stemningsfulde, historiske lokaler eller en frokost i den hyggelige gårdhave, hvor Ærø Whiskys malteri og destilleri også holder til.

Foto:Freja Koch Christlieb
Hotel The Monica
Er du til luksus og unikke oplevelser? På Brogade finder du det lille, eksklusive boutiquehotel The Monica – et elegant åndehul midt i Ærøskøbing. Hotellet rummer tre værelser, en privat restaurant og Monica, som både kok og vært, kræser for hver eneste detalje og gæst. I forlængelse af hotellet ligger Monicas butik med smuk keramik og eksklusivt tøj i lækre materialer.

Foto:Hotel The Monica
Franz Brød
Midt i Ærøskøbings brostensbelagte gader ligger Franz Brød – et lille mikrobageri, hvor Andreas tryller med surdej, økologisk mel og en god portion kærlighed. Her får du alt fra sprøde surdejsbrød og luftige boller til lækre snegle og snurrer – bagt med øens vildgær og en passion for det gode håndværk. Kig forbi, mærk stemningen og smag Ærøs stolte bagetraditioner.

Foto:Camilla Jørvad
Badehusene i Ærøskøbing
Besøg de ikoniske badehuse på Vesterstrand. Langs kysten ligger en perlerække af velholdte, små huse, der i generationer har dannet ramme om solnedgange, hyggelige stunder og klassiske ø-traditioner. De mere end 70 badehuse er blandt Ærøs mest elskede seværdigheder – et sted, du ikke må gå glip af, når du besøger øen.

Foto:Freja Koch Christlieb
Voderup Klint
Er du til storslået natur, geologi og udsigter, der tager pusten fra dig? På Ærøs vestkyst ligger Voderup Klint – et imponerende naturområde formet af den sidste istid for over 11.000 år siden. Her kan du vandre langs klinten og nyde panoramaudsigten over havet og det rige dyreliv, eller følge trappen ned til stranden og lede efter Ærøs vestlige kysters karakteristiske hullede sten. Her er solnedgangen intet mindre end magisk.

Foto:Daniel Villadsen Photography
Ærø Soap Company
I den idylliske landsby Bregninge finder du Ærø Soap Company – en kombination af gårdbutik og aktivt sæbeværksted. Her skabes økologiske sæber og badeprodukter af naturlige ingredienser, ærøske urter og blomster fra egen have. Oplev processen, når sæben tager form, og gå en tur i den frodige have, hvor John og Susanna henter urter og blomster til deres velduftende sæber og badesalte.

Foto:Freja Kock Christlieb
Vitsø
Snør vandreskoene og udforsk naturskønne Vitsø på Ærøs nordlige del. Området er et paradis for fugleentusiaster med strandenge, vandhuller og en stor sø med tre fugleøer. Vitsø er desuden sidste hvilested i Danmark for mange trækfugle, inden de fortsætter sydover. Den smukke rute rundt om Vitsø er cirka fem kilometer lang – og har du lyst til mere, kan du nemt tage en afstikker til smukke Søbygaard.

Foto:Bjørg Kiær
Søbygaard
Kort før Søby finder du fortryllende Søbygaard – Ærøs sidste hertuggård. Her venter oplevelser for alle aldre og et spændende indblik i øens historie fra istiden til i dag. Herregården ligger naturskønt med middelalderligt voldsted og fuglereservat som naboer. Søbygaard danner ramme om alt fra klassiske koncerter og høstmarkeder til litteraturfestivaler og spændende kulturarrangementer året rundt.

Foto:Daniel Villadsen Photography
Skjoldnæs Fyr
Helt ude på Ærøs nordvestlige spids ligger Skjoldnæs Fyr – et af landets smukkeste fyr, der stadig sender sine blink ud over havet om natten. Omkring fyret finder du Ærø Golfklubs seaside-bane, kendt som en af Europas mest spektakulært beliggende golfbaner. Fra toppen af fyret venter en storslået udsigt, hvor Østersøen, Lillebælt og Det Sydfynske Øhav mødes i ét panorama.

Foto:Lasse Hjort