Transport på den smarte måde på vandreturen
Det der med planlægning af en vandretur kan trække tænder ud, især hvis børnene skal med. Der er mange små detaljer, der skal gå op i en højere enhed. Der har vi snakket med vores allermest erfarne vandre-venner og lavet en liste med tips til dig, der ikke lige ved hvordan det med transport før, under og efter vandreturen lige skal hænge sammen.
Tip #1
Hvis du bare vil hive børnene, kæresten, vennen eller en helt anden med på en kort vandretur uden overnatning, så skal der faktisk lidt planlægning til.
Starter og stopper ruten ikke det samme sted, skal du tænke over hvordan I kommer fra slutpunktet og tilbage til startpunktet på den smarteste måde. Det kunne f.eks. være, hvis I bare ville vandre en lille del af vores dejlige Øhavssti.
Er du lidt smart, forbereder du dig lidt. Sæt cyklen bag på bilen og start med at smide den af på slutdestinationen. Det kan med fordel være et spisested, så vandreturen slutter med en dejlig frokost eller aftensmåltid. Efter måltidet hopper du på cyklen, cykler tilbage til startstedet (og bilen), sætter cyklen på bilen og henter resten af vandrebanden. Smart ikke?
Du kan selvfølgelig også tage bussen tilbage til startstedet. Her er det klart nemmest at bruge Rejseplanen til at finde den helt rigtige bus.
Tip #2
Påtænker du at tage familien med på vandreferie? Så kan vi klart anbefale at tjekke vores vandrepakkerejser ud. Fordelen ved dette er, at alt er planlagt på forhånd. Så skal du bare snøre vandreskoene, pakke rygsækken og tage af sted uden bekymringer.
Tip #3
Vil du hellere selv bestemme vandreferiens indhold? Så kan du starte med at se de mange vandreruter på Fyn lige her.
Overnatning skal der selvfølgelig også til - og der er mange muligheder i nærheden af vandreruterne. Du kan se alle overnatningsmuligheder på Fyn og Øerne lige her.
Til sidst kan det være en fordel at tænke over bagagetransport. Du kan se en oversigt over bagagetransport lige her.