VisitFyn

Østersørutens etape 2: Svendborg - Spodsbjerg

Oplev Sydfyn fra sin bedste side på denne 30 km etape af Østersøruten fra Svendborg til Spodsbjerg. Gå på opdagelse i Svendborgs maritime historie og havnemiljø, besøg kreative specialbutikker og Kulinariske Sydfyn, og nyd naturen med hatbakker og vilde heste på Langeland.

Foretrækker du digital navigation?

Åbn ruten i cykelnetplanlæggeren, hvor du kan se kortet i fuld skærm, zoome ind på detaljerne og downloade ruten som GPX-fil til din cykelcomputer, GPS eller navigationsapp.

Foretrækker du at navigere uden digitale hjælpemidler, er ruten skiltet hele vejen, så du nemt kan finde vej.

Om den nationale rute

Østersøruten (Nationalrute 8) er Danmarks længste nationale cykelrute og strækker sig over 820 km. Ruten byder på nogle af Syddanmarks mest naturskønne områder, hyggelige kystbyer og unikke oplevelser året rundt.

Selv uden for højsæsonen har ruten sin særlig charme. Her kommer du tæt på det lokale liv og kan opleve naturens ro og skønhed i både forår, efterår og vinter.

Oplevelser på ruten

Fra charmerende Svendborg til Langelands vilde natur

Eventyret begynder i Svendborg, hvor Østersøruten fører dig over Svendborgsundbroen til Tåsinge. Undervejs kan du tage en pause ved Vindebyøre og nyde den flotte udsigt over sundet og det sydfynske øhav. Fortsæt til den idylliske skipperby Troense og videre til Valdemars Slot, som i 2025 genåbnede for offentligheden med en markant kunstudstilling med international samtidskunst.

Fra Tåsinge går turen videre over Siø til Langeland – en ø præget af storslået natur, åbne vidder og kystlandskaber. Her venter et væld af oplevelser for naturelskere og aktive feriegæster, hvad enten du er til dykning, lystfiskeri, vandring eller sejlads.

Langelands største by, Rudkøbing, byder på hyggelige gader og spændende fortællinger om øens fortid på Langelands Museum. Nord for Spodsbjerg kan du besøge Stengade Skov, hvor et særligt bøgetræ efter sigende inspirerede digteren Adam Oehlenschläger til den danske nationalsang i begyndelsen af 1800-tallet. Etapen afsluttes i den hyggelige fiskerby Spodsbjerg.