Tåsinge står ekstra flot, når rapsmarkerne blomstrer

Tåsinge

Tåsinge er en lille, charmerende ø i det Sydfynske Øhav. Måske har du allerede besøgt øen på vej til Langeland. Tåsinge har meget at byde på, så hvorfor ikke gøre stop på den lille ø?

Tåsinge er en ø i det Sydfynske Øhav med et areal på 70 km² og 6.155 indbyggere. Øen er i nord forbundet med Fyn ved Svendborg via Svendborgsundbroen og i syd med en vejdæmning til Siø og derfra ved Langelandsbroen til Rudkøbing på naboøen Langeland. På Tåsinge finder man Valdemars Slot og mindesten for Sixten Sparre og Elvira Madigan.

Når du befinder dig på Tåsinge, skal du slå vejen forbi Troense. Her vil du opleve ægte landsbyidyl med masser af charmerende bindingsværkshuse. Når du kommer over broen støder du dog først på Vindeby.

I nærheden af Vindeby ligger naturområdet Skansen. Her kan du gå en tur gennem skoven og det åbne græsareal, hvor køer græsser. Her har du et smukt udsyn ud over Svendborgsund og direkte over til Svendborg. Tag et hvil på spidsen og læg særligt mærke til de mange flotte træskibe, der kommer sejlende forbi.

Familie på badebro i Troense på Tåsinge

Tag på tur med M/S Helge

Hvis du vil opleve naturen på Tåsinge fra havsiden, skal du tage på tur med veteranskibet M/S Helge. Det hyggelige lille skib sejler mellem Svendborg, Tåsinge og Thurø. Hvis du tager hele turen rundt vil det tage 1½ time, men du kan også tage med på mindre ture. Du kan f.eks. tage turen fra Troense med et enkelt stop på Thurø, og stå af ved Valdemar Slot.

Sejl med M/S Helge til Tåsinge

Bregninge bakker

Hvis du vil lidt op i højden og opleve en storslået udsigt ud over Tåsinge, skal du tage til Bregninge bakker. Her ligger et af øens højeste punkter. Bakkerne er omgivet af vild natur og græssende geder. Du kan gå en lang tur i det kuperede landskab og nyde de smukke udsyn ud over øen. Når du bliver træt, kan du nyde en bid mad på en af de mange borde-bænke-sæt, der er opstillet til formålet. Fra det kuperede landskab har du en fantastisk udsigt til Bregninge Mølle.

Oplev naturen og havet på Tåsinge