Gå til indhold
Rudkøbing havn på Langeland

Østersørutens etape 2: Svendborg - Langeland - Nakskov

Foto: VisitFyn

Sydfyn, Tåsinge, Siø, Langeland, Lolland - Søfartshistorie og havnemiljø i Svendborg - Kreative specialbutikker og spillesteder - Kulinariske Sydfyn - Høje broer over Det Sydfynske Øhav - Tranekær Slot - Hatbakker og vilde heste

Når du på etape 2 starter i Svendborg, følger du Østersøruten over Svendborgsundbroen til Tåsinge. Hold en pause ved Vindebyøre og nyd den smukke udsigt over sundet. Næste stop er Troense og imponerende Valdemars Slot.

Fra Tåsinge går turen over Siø til Langeland, som - udover cykling - rummer et hav af tilbud om outdoor-aktiviteter som dykning, lystfiskeri, vandring og sejlads.

Den største by er Rudkøbing, hvor du kan lære mere om Langelands 10.000 år lange historie på Langelands Museum. Er der mere at give af i benene, kan du tage en afstikker på 10 km til Tranekær for at opleve slottet og de vilde heste på Flådet.

I Stengade Skov nord for Spodsbjerg kan du se bøgetræet, der i 1800-tallet inspirerede digteren Adam Oehlenschläger til Danmarks nationalsang ”Der er et yndigt land”. Spodsbjerg er en lille fiskerby med færgehavn, og herfra sejler du med færgen til Tårs på Lolland. Overfarten tager 45 minutter, så der er god tid til at hvile benene og få tanket op, inden Lolland skal udforskes.

Hvis du vil køre etape 2 med Nakskov som startpunkt slutter du af i Svendborg og kan herfra vælge at køre videre enten på etape 1 til Ærø, etape 9 til Korsør eller etape 10 til Faaborg og Assens.

Frederiksdal Kirsebærvin på Lolland

Danmarks største vingård ligger på Lollands vestkyst, hvor klimaet er ideelt til produktion af kirsebær. Frederiksdal Kirsebærvin har vundet utallige priser i ind- og udland, så glæd dig til at smage!

Om sommeren er der åbne rundvisninger, og i vineriet kan du finde dine favoritter og købe en flaske med, hvis der er plads i cykeltasken. Sæt også lidt tid af til en gåtur i godsets gamle jagtpark. Få mere information på frederiksdal.com.

Hent og print kort over Etape 2 >

Del dine fynske øjeblikke med os: