Skønne badestrande på Fyn og Øerne

Skønne badestrande på Fyn og Øerne

Foto: Destination Fyn

Fyn og Øerne har 1.100 km kystlinje fyldt med de dejligste badestrande. Badevandet er i top og terrænet ved strandene er meget varieret. Du finder både skønne familievenlige strande med lavt vand og brede, hvide strande, men også strande med dybere vand og spændende natur.

Christiansminde ved Svendborg

Christiansminde er populær og tiltrækker både børnefamilier og unge. Udsigten ud over Svendborgsund er vidunderlig, så det er oplagt at forlænge strandturen med picnic og grill. Vandet er dejligt, og der er en badebro, hvor det berømte veteranskib ”Helge” lægger til. Der er god mulighed for boldspil på stranden. Der ligger desuden en hyggelig minigolfbane og en fin legeplads lige ved stranden. Gå ikke glip af den berømte store softice fra kiosken.

strand christiansminde fyn

Foto:Destination Fyn

Hasmark Strand

Hasmark Strand strækker sig flere kilometer fra Enebærodde i øst til Jørgensø Strand mod vest. Stranden er, med sit lave vand, en lækker børnevenlig strand med masser af dejligt sand. Ved siden af campingpladsen finder du en fin strandoase med gode muligheder for picnic. Der findes desuden omklædningsrum, udendørsbruser, toiletter og fine legepladser.

Grafik som viser muligheder på Hasmark strand på Nordfyn.

Foto:Destination Fyn

Nordstranden i Kerteminde

Nordstranden er Kertemindes mest populære strand og lokker både strandløver og børnefamilier til. Stranden er særlig god for børnefamilier, da man skal meget langt ud før det bliver rigtig dybt. Bliver du lækkersulten eller har brug for forfriskninger undervejs, finder du en kiosk. Der er desuden en stort og flot minigolfbane i den sydlige ende. Der er også badebro, beachvolley- og håndboldbaner og toiletter.

En dronebillede af en strand. Til venstre ses grønt græs. I midten er sand. Til højre er havet.

Foto:Destination Fyn

Vesterstrand på Ærø

Vesterstrand ved Ærøskøbing på Ærø er uden tvivl en af de bedste badestrande på Ærø. Her kan du selvfølgelig bade, men stranden er også et besøg værd blot for at nyde den smukke natur og de ikoniske badehuse. Stranden er børnevenlig, og der ligger en badebro i begyndelsen af stranden.

vesterstrand ærø strand fyn

Foto:Destination Fyn

Fyns Badestrand ved Nyborg

Stranden ved Nyborg byder på lækkert, fint sand og dejlig sandbund ude i vandet. Her skal man ikke ret langt ud, før der er dybt nok til en dejlig svømmetur. Vandgennemstrømningen fra Storebælt sørger for, at vandet altid er klart og lækkert. Stranden har livreddere, der sidder i tårnene fra kl.10-18 i sommerperioden.

Strand set ovenfra med lyst sand og grønligt vand.

Foto:Destination Fyn

Ristinge Strand på Langeland

Ristinge Strand er den mest populære strand på Langeland. Du kan selvfølgelig bade og slappe af, men stranden byder også på en helt unik naturoplevelse. Du kan opleve 30 meter høje klitter. Stranden er også særlig god til fossiljagt. På den måde skiller stranden sig ud fra mange af de andre strande på Fyn og Øerne. 

Luftfoto af en hvid sandstrand ud til tyrkisblåt vand

Foto:Destination Fyn

Bogense Søbad

Det moderne søbad i Bogense ligger for enden af havnen og er oplagt for vandhunde i alle aldre. Her kan du benytte de forskellige trapper og den lange badebro. Skal du have lidt motion, kan du svømme ud til tømmerflåden, der ligger et stykke ude i vandet. Der er omklædningsrum og toilet. Ved vandet er der lækkert sand og plads til, at I kan ligge på et tæppe og nyde livet.

Skønne badestrande på Fyn og Øerne - Bogense søbad

Foto:Knud Mortensen

Drejet ved Faaborg

Drejet ligger i Dyreborg, som ligger idyllisk ved skov og strand i det sydøstlige hjørne af Horne Land, 6 km fra Faaborg. Det er en dejlig offentlig sandstrand med gode parkeringsforhold.

dyreborg drejet faaborg strand fyn

Foto:Destination Fyn

Vejlby Fed ved Middelfart

Vejlby Fed strand er perfekt til børnefamilier. Stranden har lækkert sand og lavt vand. Ved stranden er der borde og bænke og en badebro. Desuden er der offentlig parkering samt kiosk, legeplads og petanquebane på en nærliggende campingplads, som kan benyttes mod betaling.

vejlby fed middelfart strand fyn

Foto:Destination Fyn

Feddet ved Assens

Feddet ligger en fin bugt ud til Lillebælt. Stranden er ca. 430 m lang, og flere steder på denne stækning er børnevenlige med lavt vand og fint sand. Der er dog ikke opsat badebroer. Man skal desuden være opmærksom på, at der kan forekomme store bølger, da Feddet ligger ud til Lillebælt. Du kan parkere ved stranden, hvor der også findes et offentligt toilet.

Luftfoto af feddet ved Assens Strand.

Foto:Destination Fyn