På Ærø kan du opleve ægte, idyllisk ø-stemning. Ærø er en af Danmarks mindste ø-kommuner. Her bor cirka 6.050 mennesker fordelt i en række landsbyer og tre havnebyer. Mellem de tre byer, 14 landsbyer og gårde er der et varieret landskab med bakker mod nord og lidt fladere mod syd.
Den 88 km2 store ø i det Sydfynske Øhav byder på mange spændende naturoplevelser. Øen er særligt velegnet til vandre- og cykelture, har mange gode badestrande og tiltrækker lystfiskere og ikke mindst kunstnere. Øhavet omkring Ærø og øens tre havne er desuden et yndet mål for sejlturister.
Planlæg din Ærø-tur
Kommer du ikke med egen båd til Ærø, skal du rejse til øen med færge fra Svendborg, Faaborg, Rudkøbing eller Fynshav. Du finder de aktuelle færgeafgange her.
Du kan nemt gå eller cykle rundt på øen - og du kan vælge at opleve naturen på egen hånd og dykke ned i de spændende steder, du møder på din vej, eller følge den afmærkede rute på Øhavsstien. Hvis du vil have inspiration til flotte naturoplevelser på Ærø, skal du læse med her. Det kan dog klart anbefales at gå på opdagelse på egen hånd og finde de små, gemte perler.