Strynø kan ved første øjekast virke som en isoleret ø i det Sydfynske Øhav. Du ankommer til øen med færgen fra Rudkøbing. Øen har cirka 190 indbyggere, hvoraf nogle dyrker landbrug, andre har egen virksomhed eller pendler til større øer. Strynø danner alt i alt rammen om et lille velfungerende samfund med daginstitutioner, skole, købmand, kirke, erhverv og forskellige foreninger. Fællesskabet spiller en stor rolle på den lille ø og er med til at få det lille øsamfund til at fungere. Der er altså liv på øen, men du har stadig mulighed for at komme helt ned i gear, når du besøger Strynø.
Når du er på øen, er det oplagt at tage en tur rundt på cykel. På din vej møder du blandt andet Strynø mølle, Strynø kirke og bådmuseet. Hvis du er interesseret i at vide mere om det Sydfynske Øhavs historie, skal du besøge museet på øen. Her kan du blandt andet opleve flotte gamle smakkejoller. Du kan læse mere på Strynøs egen hjemmeside.