En vandretur i naturen
Den lille, flade ø er et fantastisk sted til vandreture. Hylsbanken, det højeste punkt på øen, er kun 2 m højt, og hele øen er præget af store, åbne områder. Når du går en tur på den lille ø, vil du opleve en helt særlig form for ro, som du ikke kan opleve ret mange andre steder. Der en ingen asfalterede veje på øen, så man føler virkelig, at man er helt væk fra storbyens stress og jag.
Øen munder ud i en landodde – Sandhovedet. Dette område er ynglested for mange fugle, og man skal derfor holde sig uden for området i perioden 1. marts til 15. juli. Hvis du medbringer en kikkert, kan du spotte mange forskellige fugle. I sensommeren kan man opleve op til 4000 knopsvaner, der fælder deres svingfjer. Dette er et helt specielt syn. På øen vil du også støde på haren, der trives godt på øen. En enkelt dag om året samles jægere på øen for at jage harer.