
Velgørenhedsturnering i Nyborg markerer et år til Danish Golf Championship på Great Northern
Tredje skud i den fynske golfraket klar til affyring: D. 18. august kan Nyborg byde store danske golfstjerner fra DP World Touren indenfor på den smukke bane i Sct. Knuds Golfklub. Det sker som led i den fynske golfsatsning, der kulminerer til næste år i Kerteminde.
Om præcis en måned fra i dag slår nogle af Danmarks bedste golfspillere ud på Sct. Knuds Golfklub i Nyborg. Det gør de som en del af den såkaldte Players Foundation Charity-turnering, der markerer, at der er et år til, at det store slag på DP World Touren skal stå på Fyn.
I Nyborg Golfklub er forberedelserne da også så småt i gang, selvom der står ferie i kalenderen for mange.
"Det er jo kæmpestort for os, at de her store stjerner lægger vejen forbi. Og vi ser det klart som en mulighed for at løfte banens attraktionsværdi. Amatørerne har jo øje på, hvor de professionelle spiller, og det faktum, at vi står sammen på Fyn, gør det muligt for os at give øen et godt ry som en alsidig golfdestination med mange, gode baner både kyst-, skov og bynært. Det tænker jeg klart, at de her events kan være med til at understøtte," siger Michael Stie, der er formand i Sct. Knuds Golfklub.
Ideen til Players Foundation Charity blev født af en af de helt store spillere selv, nemlig Thomas Bjørn, og en stor del af overskuddet fra turneringen går efter spillernes ønske til udsatte børn og unge. Sidste år blev 115.000 kr. doneret til Børns vilkår/Børnetelefonen. Men ungdomsarbejdet i Dansk Golf Union får også ca. halvdelen af kagen.
"Vi har udviklet Players Foundation Charity-konceptet bl.a. for at hylde ungdomsarbejdet i golfsporten," fortæller Flemming Astrup, direktør i GolfPromote, der hjælper spillernes organisation med at afvikle turneringen og også står bag de tre andre turneringer i den fynske golfraket. "Det er oplagt, fordi de rigtig gode danske spillere, som normalt huserer udenlands, er hjemme i Danmark alligevel i forbindelse med Danish Golf Championship, som vi i år afvikler i Furesø," forklarer han.
Destination Fyn, der arbejder på at booste den fynske golfturisme og sammen med de fynske golfklubber har en ambition om at øge antallet af green fees med 10.000 frem mod 2027, ser også frem til d. 18. august.
Eventchef Jakob Staun glæder sig over, at det med værtskabet i Nyborg er muligt at vise den store bredde i udbuddet af golfbaner på Fyn og Øerne:
"Hvis vi skal tro de indikationer, vi får både med udviklingen i solgte green fees over det seneste år og den spirende interesse f.eks. fra internationale golfmedier, så er Fyn ved at udvikle sig til netop det smørhul for golfentusiaster, som vi ønsker. Der er mange gode og forskelligartede baner inden for en rigtig kort afstand, og det er attraktivt, hvis man vil på tur og spille flere baner f.eks. på en forlænget weekend. Og det ved vi, at mange amatørspillere ønsker"
Erfaringen viser, at "one-year to go"-turneringer kan tiltrække en hel del tilskuere, hvis de store navne er på plakaten. GolfPromote kan dog endnu ikke løfte sløret for, præcis hvilke spillere der stiller til start i Nyborg, men sidste år var Thomas Bjørn, Søren Kjeldsen og Nicolai Højgaard blandt trækplastrene, da Player Foundation Charity blev afviklet i Furesø. Og mon ikke også den planlagte middag på Nyborg Destilleri bidrager positivt til at lokke stjernerne en tur til det fynske i august?
Fakta om den fynske golfraket
Fra 2024 - 2026 har Fyn tiltrukket værtskabet for:
- Challenge Tour-turneringen Danisk Golf Challenge i Odense Eventyr Golf, maj 2024
- HotelPlanner Tour-turneringen Danish Golf Challenge i Bogense Golfklub, maj 2025
- Players Charity Foundation-turnering i Sct. Knuds Golfklub, august 2025
- DP World Tour-turneringen Danish Golf Championship på Great Northern, august 2026
Det er GolfPromote, der står for afviklingen af alle de fire turneringer.
Læs mere om det fynske golf-tilbud her
Kontaktinformation
Presseansvarlig Nyborg Kommune, Søren Tidemann Lassen, tlf. 21 56 37 16
Formand i Sct. Knuds Golfklub Michael Stie, tlf. 61 65 50 53
Presseansvarlig Destination Fyn, Gitte Vestermark tlf. 30 59 24 42