11. maj 2026
Nyt internationalt trækplaster for cykelturister får Danmarkspremiere på Langeland
Efter næsten tre års kortnørderi, ruteplanlægning, drøftelser af skiltedesign og benhårdt finansieringsarbejde er det lykkedes stærke fynske kræfter at få den allerførste synlige del af Danmarks rekreative cykelnet i mål.

Første hjørne af det fynske cykelnet, som om et lille års tid står klar til at guide cyklister rundt på hele Fyn og Øerne blev nemlig indviet i dag i Ørstedsparken på Langeland. Og på Fyn kan interessen allerede mærkes - især fra udlandet.
Med 305 km cykelvej, 130 krydspunkter og 669 funklende blå cykeltavler står Langeland nu helt skarpt skiltet efter det internationalt anerkendte krydspunktssystem. Samlet set betyder det, at Langeland har fået et cykelnet, der bringer cyklister ud til perler af både natur og kultur, de ikke ellers ville have fundet. Men det betyder også, at den første bid af "Danmarks Rekreative Cykelnet - Fyn og Øerne" med støtte fra Nordea-fonden er en realitet, og at første skridt er taget til det, som på sigt skal blive et stærkt trækplaster for cykelturister til hele Danmark.
"Vi er pavestolte over det her på Fyn og Øerne," lyder det fra destinationsdirektør Tue Kempf.
"Cykelnettet er et af de første meget synlige beviser på, at visionerne i vores Udviklingsplan for Fyn & Øerne realiseres, og det er et stærkt samarbejde på tværs af destinationen, der har bragt det i mål.
Skiltningen på Langeland er en vigtig milepæl, og vi glæder os allerede, til vi om et lille års tid forventer at være færdige med både skilte og faciliteter på hele Fyn og de øvrige øer"
Borgmester på Langeland Jørgen Nielsen, der ved indvielsen i dag førte an på en 4 km cykeltur via tre krydspunkter midt på øen, udtrykte også stor stolthed ved at være det sted, hvor cykelnettet nu ser dagens lys for første gang.
"Fra i dag får cykelnettet liv her på Langeland og det betyder, at vores turister får meget lettere ved at kombinere ruter og cykle rundture. På en lang og smal ø som vores ender cykelture ofte med at gå fra nord til syd eller omvendt ad de samme strækninger. Det nye cykelnet inspirerer til noget helt andet, og det giver os og ikke mindst vores turismeerhverv mulighed for at vise sig frem fra helt nye vinkler. Vi glæder os over, at det sammenhængende overblik og de nye fine skilte også i høj grad kommer hverdagscyklisterne på øen til gode og gør det mere oplagt at vælge cyklen - både som oplevelse og transportform," lød det fra borgmesteren.
Der var også stor begejstring hos Dansk Kyst- og Naturturisme, som gennem de sidste seks år har arbejdet for at fremme udrulningen af et rekreativt cykelnet på tværs af hele landet vha. krydspunktsskiltning.
"Det er en kæmpe forløsning at se, hvordan det er lykkedes at udfolde cykelnettet her på Fyn og Øerne med Langeland som det allerførste brohoved. Det er et meget vigtigt skridt på vejen for at gøre Danmark til et foregangsland inden for rekreativ cykling, og Langeland og Fyn er en showcase, som resten af landet kan skæve til, når de kaster sig over udrulningen de kommende år," siger direktør Jens Hausted.
Rudkøbing dannede således her til eftermiddag også rammen om en seance, hvor Dansk Kyst- og Naturturisme sammen med Destination Fyn og Langeland Kommune havde inviteret andre kommuner, turismevirksomheder og cykelorganisationer til inspirationsmøde. Det foregik i Ørstedspavillionen, hvor det bl.a. var muligt at møde Nordea-fonden, som har været med til at støtte det fynske cykelnet og faciliteterne omkring det med 30 mio. kr.
Udover en masse dos and don'ts kunne Destination Fyns projektleder Mette Mathiasen bl.a. fortælle, at der allerede er god respons på det fynske cykelnet uden for landets grænser. Helt konkret har de første udenlandske journalister bedt om at komme til Langeland og træde i pedalerne allerede her i maj.
"Det er tydeligt, at den nye skiltning pirrer interessen for cykelferie på Fyn og Øerne hos en målgruppe uden for landets grænser, der er vant til at cykle efter de her krydspunkter. Det gælder især Holland, Belgien og dele af Tyskland," lød det fra den cykelkyndige projektleder, der de seneste år har brugt en stor del af sine vågne timer på at få den fynske cykelkabale til at gå op.
At Danmarks rekreative cykelnet fødes på Langeland med spritnye skilte til cyklisterne, er i sig selv en historisk begivenhed. Det er således mere end 30 år siden, der sidst blev lavet nye skilte til cyklisterne i Danmark.
Fakta
- Det fynske cykelnet kommer samlet set til at forbinde 3.400 km af de mest oplevelsesrige og cykelvenlige veje og stier på Fyn og Øerne.
- Udover de 3.400 km skiltet cykelvej kommer det fynske cykelnet til at bestå af fire trail- og aktivitetscentre og fem madpakkehuse, der kommer til at fungere som støttepunkter og forbindelsesled til andre oplevelser.
- Opsætningen af de nye krydspunktstavler betyder samtidig nedtagning af de gamle skilte, som har markeret de regionale cykelruter.
- Det fynske cykelnet er støttet med 30 mio.kr. af Nordea-fonden.
- Se også præsentationsfilmen Danmarks Rekreative Cykelnet - Kort fortalt på YouTube.
Kontaktinformation
Direktør for Destination Fyn, Tue Kempf, tlf. 40 64 90 90
Direktør i Dansk Kyst og Naturturisme, Jens Hausted, tlf. 23 32 90 09
Borgmester i Langeland Kommune, Jørgen Nielsen, tlf. 24 91 28 41
Projektleder for cykelturisme hos Destination Fyn, Mette Mathiasen, tlf. 92 15 01 77






