Destination Fyn_logo
Et billede fra en filmoptagelse hvor der står både en mand med mikrofonstang og en mand med et kamera. De filmer en masse mennesker på en grusvej som står i gammeldags tøj. De står mellem to bindingsværkshuse. Til højre på billedet står en grøn hestekærre.

Fyn Bliver hele Danmarks juleø

1.11.2022
© FilmFyn
Foto: Jens Wognsen

Ny udstilling på Møntergården tager dig med bag kulissen på årets to nye TV-julekalendere, og aktiviteter rundt omkring på filmlokationerne gør det muligt at gå i filmoptagelsernes fodspor.

Når DR og TV 2 i år sender to helt nyproducerede tv-julekalendere i 24 afsnit, bliver Fyn til hele Danmarks juleø. Begge julekalendere er optaget på Fyn, og filmlokationerne kommer sammen med en stor udstilling på Møntergården i Odense til at danne rammen om en række juleaktiviteter.

– I år bliver danskerne begavet med to nye julekalendere fra begge de store landsdækkende tv-kanaler, og vi er meget stolte over, at vi sideløbende med produktionerne har fået mulighed for at skabe en udstilling og aktiviteter på lokationerne, der giver et blik ind i hvordan og hvor på Fyn, der er optaget, siger Klaus Hansen, direktør i FilmFyn.

FilmFyns samarbejde med Museum Odense begyndte allerede sidste år. Med udstillingen ”24 pakker – Kom bag kulissen på årets TV-julekalendere” har museet grebet chancen for at vise en helt ny type udstilling på Møntergården.

– Som et væsentligt element i det samlede fokus på Juleøen Fyn giver vi på Møntergården gæster mulighed for at få et spændende kig ind i produktionen af de to julekalendere. Her kan gæsterne komme med behind the scenes, og de kan se originale, ikoniske genstande fra julekalenderne pakket ind som 24 gigantiske kalenderpakker. Møntergården byder som altid på juleaktiviteter og oplevelser i de gamle bygninger og gårdrum, og som noget nyt har Den Fynske Landsby også åbent i december. Her kan man besøge nogle af de autentiske huse, der er brugt til tv-kulisse, siger formidlingschef på Museum Odense Asger Halling Lorentzen.

I udstillingen kan gæsterne komme helt tæt på alle de magiske hemmeligheder fra familiejulekalenderen ”Tinka og Sjælens Spejl”, der sendes på TV 2 og TV 2 Play. Udstillingen rummer også fortællinger fra DRs nye julekalender ”Julehjertets Hemmelighed”, hvor pigen Karen og nissen Rumle skal så meget igennem, før det bliver jul.

Som en julestjerne stråler udstillingen også ud til fynske lokationer, der har været med i optagelserne, hvor der vil være juleaktiviteter og åbent på udvalgte dage.

– Vi skylder produktionsselskaberne Cosmo Film og Mastiff samt TV 2 og DR stor tak for at kunne se mulighederne i både udstilling og aktiviteter. At have to store produktioner i samme udstilling er en balance, men det er lykkedes med flot opdeling af universerne og bliver forhåbentligt til stor glæde for gæsterne, siger Klaus Hansen fra FilmFyn.

Destination Fyn har varetaget en stor del af koordineringen af samarbejdet, og her er der store forventninger til udstillingen og de fynske lokationer.

–  Vi har fået en helt unik oplevelse i Odense og på Fyn i julemåneden, og med TV-julekalenderne som omdrejningspunkt, tror vi på, at vi har skabt en særlig anledning til en tur til Fyn i julen, fortæller kommerciel chef hos Destination Fyn, Sofia Wulff, der håber at trække mange nye turister til i julemåneden.

Ligesom Region Syddanmark har Odense Kommune bevilget penge til udstillingen og aktiviteterne, og herfra er der store forventninger til projektet.

– Med den nye udstillings fokus på den fynske jul og på de stemningsfulde omgivelser, der danner rammen om årets TV-julekalendere, åbner vi også de historiske attraktioner i Odense på en anderledes måde. Det giver odenseanerne mulighed for nye oplevelser og gør samtidig Odense endnu mere attraktiv som destination for julebesøgende fra resten af landet, siger Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune.

Odense Kommune har bevilget to millioner kroner til den nye julekalenderudstilling over tre år.

Udstillingen ”24 pakker – Kom bag kulissen på årets TV-julekalendere” på Møntergården åbner lørdag 19. november og har åbent i hele juleperioden frem til 8. januar 2023.

Om udstillingen”24 pakker – Kom bag kulissen på årets TV-julekalendere”

Kom med bag kulisserne, når vi åbner lågerne til årets TV-julekalenderudstilling på Møntergården i Odense. Gå på opdagelse i udstillingens 24 pakker og kom helt tæt på de originale rekvisitter og kostumer fra familiejulekalenderen ’“Tinka og Sjælens Spejl” der vises på TV 2 og TV 2 Play, som er produceret af Cosmo Film og “Julehjertets Hemmelighed” som vises på DR, der er produceret af Mastiff. Opdag, hvordan ægte juleeventyr skabes med effekter og et drys magi.

Du kan komme helt tæt på de magiske hemmeligheder og eventyrlige fortællinger, opleve Nissetegnerens værksted fra Tinka-universet, som du kender fra TV 2.
Fra Julehjertets Hemmelighed på DR får du fortællinger om Karens fortryllende småkager, nissen Rumles forvandling og ligesom skuespillerne i julekalenderen kan du lære, hvordan man bukkede for herremanden i 1800-tallet.

Udstillingen rækker ud til de fynske lokationer, som har været med i optagelserne til de to julekalendere. Her vil der være juleaktiviteter og åbent på udvalgte dage. Udstillingen er åben fra 19. november – 8. januar 2023 på Møntergården.

Læs om de enkelte lokationer på www.juleøenfyn.dk

Juleøen Fyn

Juleøen Fyn er skabt i et nyt samarbejde bestående primært af FilmFyn, Destination Fyn, Museum Odense og VisitOdense.

Projektet er finansieret af partnerne. Odense Kommune har bevilliget to millioner kroner til projektet over tre år, ligesom region Syddanmarks Kulturpulje også har bidraget til det første år med 600.000 kr.

Ud over den samlende udstilling på Møntergården i Odense er der i projektet en række muligheder for at besøge lokationer fra optagelserne til de to julekalendere. Åbningstider og aktiviteter offentliggøres løbende på juleoenfyn.dk. Udstillingen er designet af Torden og Lynild.

Yderligere info

Klaus Hansen, FilmFyn, tlf. 20810959
Asger Halling Lorentzen, Museum Odense, tlf. 20901323
Sofia Wulff, Destination Fyn, tlf.20711410
Borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juul, via presserådgiver Heidi Callesen, tlf. 29734311

Læs mere om projektet Juleøen Fyn >