Destination Fyn_logo
To kvindelige bowlere set bagfra. Den ene har netop kastet kuglen, der ruller frem mod keglerne.

Strikes for millioner: Odense bliver vært for EM i bowling

14.11.2023
Foto: Bettina Lund

Det er endnu engang lykkedes Odense at tiltrække et stort mesterskab i bowling. Ligesom i 2008 er det Europas bedste kvinder, der skal dyste om mesterskabstitlen.

Det er ikke bare en god nyhed for de dygtige danske kvinder, der får hjemmebane i medaljekampen. Det er også en ganske god forretning for byen, at Europas bedste bowlere kommer til byen, når Odense Bowlinghal i perioden 10.-21. juni 2026 lægger baner til kvindernes EM. Og det er ikke første gang, Odense tager kegler og vinder det europæiske forbunds gunst.
 
- Vi har et stærkt frivilligt miljø omkring bowlingsporten i Odense. Vi er rigtig glade for, at det sammen med de fine faciliteter i Odense Bowlinghal og det gode samarbejde med Destination Fyn og Sport Event Denmark nu igen danner fundamentet for, at det er lykkedes at trække et europamesterskab til byen, siger Søren Windell, by- og kulturrådmand i Odense Kommune.
 
Ved EM i 2008 blev der også sendt adskillige tunge og præcise kugler afsted mod formationen af de ti kegler i Odense Bowlinghal, og hvert år siden da har hallen haft internationale gæster på jagt efter pengepræmier ved den store internationale ranglisteturnering, Odense International.
 
Det er altså en erfaren vært, der ser frem til at byde Europas bedste kvindelige bowlere velkommen til kampen om EM-trofæet.
 
- Vi er stolte over, at vi igen får lov at afvikle kvindernes EM. Det er snart 20 år siden sidst, men de internationale deltagere ved Odense International er altid meget glade og tilfredse med vores faciliteter, så det bekræfter os i, at vi sagtens kan løfte opgaven om godt 2,5 år, siger Søren Aahman, der er daglig leder i Odense Bowlinghal.
 
Også Destination Fyns eventchef Jakob Staun glæder sig:
 
- Bowling er ikke den største TV-sport, men der er tale om en meget teknisk sportsgren, som giver anledning til stor fascination hos de fleste, der oplever den som publikum, og så er det en ganske fornuftig businesscase. De 150 EM-spillere og deres medrejsende overnatter her i ca. 10 dage, og vi anslår, at den investering, som vi sammen med Odense Kommune lægger i eventen, kommer mere end 7 gange igen, når vi ser på den lokale turismeøkonomi.
 
Klimamæssigt er der også tænkt over, at de mange bowlingspillere belaster miljøet mindst muligt, når de skal fragtes fra deres hoteller til bowlinghallen. Shuttletransporten er en obligatorisk del af værtsbyens opgave med at afvikle europamesterskabet, og allerede i budfasen blev det sikret, at det kommer til at foregå med Odense Letbane, som heldigvis kører næsten lige til bowlinghallens dør.

I Sport Event Denmark er der begejstring over at kunne fortsætte den danske stime af værtskaber for de dedikerede atleter, der rammer så ultrapræcist med de farverige kugler.
 
- Badminton, bueskydning, triatlon, streetbasket, trampolin - ja, Odense har været vært for mange forskellige internationale mesterskaber m.v. gennem tiden. Og nu kan bowling igen pryde listen. Danmark er netop blevet tildelt EM i bowling for kvinder i Odense, og sammen med Odense Kommune og Destination Fyn ser vi frem til at byde deltagerne og besøgende velkommen til byen, siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.      

FAKTA:

Vidste du?

  • at det er afgørende for sværhedsgraden på en bowlingbane, hvilken olie den er smurt med.
  • at bowlingspillerne forud for spil på de enkelte baner ved et EM får et termografibillede af banens unikke karakteristika i forhold til hældning forårsaget af slid mv.
  • at de fleste bowlingspillere medbringer en temmelig tung bagage til et EM - ca. 10 forskellige kugler til forskellige typer skud.

Kontaktinformation

By- og kulturrådmand Søren Windell, tlf: 30 70 36 93
Daglig leder Odense Bowlinghal, Søren Aahmann, tlf. 26 45 46 23
Eventchef i Destination Fyn, Jakob Staun, tlf. 61 68 73 70
Direktør i Sport Event Denmark, Lars Lundov, tlf. 40 31 48 55