Veflinge Kirke

Veflinge Kirke er en smuk hvidkalket landsbykirke midt i den hyggelige landsby Veflinge, og kirken rummer flere spændende gaver og minder fra de adelsfamilier, der boede tæt på.

Veflinge kirke er bygget ca. år 1200 med romansk skib i kampesten med sengotisk ombygning af kirken i munkesten.

Kirkens altertavle er fra renæssancen og skænket af Corfitz Ulfeldt, den ældre - junker, herremand og ejer af Rugård og farbror til den mere berømte rigsråd, der gik over på svensk side. Corfitz Ulfeldt den Ældre døde 1614.

Værd at se:

  • Prædikestol fra 1572 med våbenskjold.
  • Orglet, opsat 1974, har 10 stemmer. Fremstillet af Bruno Christensen & sønner, Terkelsbøl.
  • Lille krucifiks fra 1475

I koret er der en flot ligsten fra 1591 med lagensvøbte skeletter, der fremstiller adelsmand Axel Brahe, der var rigsråd og ejer af Elvedgård, samt hans to hustruer Mette Gøye, som han fik 6 børn med, og som døde 1584, og Kirsten Hardenberg, som han fik 4 børn med, og som døde 1639. Axel Brahe døde selv i 1616 i en alder af 66 år. På ligstenen er der våbenskjold fra alle de adelsslægter, som de tre fornemme personer stammede fra.