Grøn oplevelse
©  Foto:

Odense Skøjtehal

I Odense Skøjtehal har du mulighed for at tage vennerne eller familien med til en hyggelig dag på isen. Du kan enten tage egne skøjter med eller leje nogle.

Skøjtehallen
Mangler du en vinteraktivitet? Så skal du prøve at skøjte i Odense Skøjtehal. Odense Skøjtehal finder du på Odense Isstadion. Skøjtehallen har åbent i vinterhalvåret: Fra starten af oktober til d. 31. marts. I denne periode er der åbent alle dage undtagen onsdag, så der er rig mulighed for at øve sig på skøjterne. I skøjtehallen kan du leje skøjter i størrelserne 25-49. Det koster 34 kr. at leje skøjter. Medbringer du dine egen skøjter, er der mulighed for at få dem slebet i den offentlige åbningstid. Dette koster kun 30 kr. og foregår ved skøjteudlejningen. Så hvad enten du er en garvet skøjteløber eller en nybegynder, er der plads til alle i Odense Skøjtehal.

Faciliteter
Odense Skøjtehal består af to haller: En opvisningshal og en træningshal. Opvisningshallen benyttes primært til ishockey og kunstskøjteløb. I denne hal er der plads til 3280 tilskuere, mens der i træningshallen er plads til 1250 tilskuere. Den sidstnævnte hal bruges desuden til curling og short track. I Odense Skøjtehal finder du også et cafeteria, som har åbent fredage og i weekenderne. Har du børn og har de brug for lidt støtte når de skal lære at skøjte, så er det muligt at låne støttestativer i skøjtehallen. Derudover er der sat et tidsrum af hver søndag, fra 15.00 til 17.00, hvor de mindre sikre skøjteløbere har mulighed for at øve sig lidt ekstra.

Events og arrangementer
Hver fredag kan du tage vennerne eller familien under armen og tage en tur i Odense Skøjtehal til Friday Night Skate. Det foregår hver fredag i vinterhalvåret fra 18.30 til 22.00. Det koster kun 40 kr., eksklusiv leje af skøjter, at deltage i arrangementet. Du kan desuden også holde dit barns børnefødselsdag i skøjtehallen, hvor børnene kan skøjte og få en tilhørende menu. Derudover er det også muligt at afholde Pay & Play arrangementer, såsom teambuilding, polterabend og firmaarrangementer. Skøjtehallen kan også bruges af skoler og institutioner, som kan benytte hallen efter aftale i dagtimerne i hverdagene eller i den offentlige åbningstid.