©  Foto:

Museum: Museum Vestfyn - ERNST

ERNST, Willemoes & Assens Toldkammer

Museum Vestfyn

Tag hele familien med på Museum Vestfyn og udforsk de tre afdelinger;

  1. ERNST
  2. Willemoes
  3. Assens Toldkammer

 


 

ERNST: Ét sted - flere fortællinger

  • Adresse: Østergade 57

Hos ERNST træder du ind i en anden verden!

I sølvvarefabrikant Frederik Ernsts (1892-1976) tidligere hjem, skaber væg-til-væg-tæpper og flader i marmoreret træ en stemning af lige dele "mormor" og "riddersal"!

ERNST er historier om provinsindustri, samleri, sølvvarer, kønsidentitet, familie og rejser ud i verden. Om at komme hjem. Om at tage et stykke af verden med hjem hver gang.

Du får et ekstra lag på sanseoplevelsen, hvis du downloader den gratis app “Museum Vestfyn”. Her du kan hører historier og facts, som du går gennem udstillingerne. Hør også fabrikanten selv fortælle.

Bygningen i Østergade har i to generationer dannet rammerne om sølvvarefremstilling. Først i forbindelse med grundlæggelse af butik og værksted i 1890 og sidenhen gennem etablering af en egentlig sølvvarefabrik i sammenhæng med bygningen i Nygade 2. Her blev der grundlagt fabriksbygning i 1915. I 1920’erne er sølvvarefabrikken på sit højeste med ca. 50 ansatte. De sølvvarer, der produceres, sælges både lokalt fra butikken i Østergade, men også i hjertet af København afsættes varerne fra et lager i Købmagergade. Sølvvareproduktionen lukker i 1955.

 

Willemoes: En udstilling med særlig plads til de yngste

  • Adresse: Østergade 36

Udstillingen WILLEMOES er lavet til børn og udfoldelse. I stueetagen kan man både se og røre. Her kan små og store f.eks. gå på opdagelse i skufferne og ”sejle afsted” når kursen er sat i kompasset i roret.

Willemoesgaarden er en hjørnebygning opført i bindingsværk. Bygningen kendes på sin markante røde farve med grønne vinduer. Omkring år 1600 var gårdens otte fag dybe gavlhus forsynet med en 5-fags knægtbygget gavl ud mod Østergade, samt et 7-fags langhus i tilslutning hertil. Det to stokværk høje langhus fungerede som magasinbygning. Magasinbygningen afslører, at der i hvert fald fra Chr. 4. tid har været købmandsgård på stedet. Gavlkonstruktionen forsvandt, formentlig i slutningen af 1700-årene, hvor bygningen til gengæld fik tilføjet de to kviste, som stadig ses i dag. Indkørslen fra Østergade, til det indre gårdkompleks, skete tidligere gennem en 2-fag bred port i forlængelse af langhuset. Dette blev ændret i 1675, da storkøbmand Erich Nielsen overtog ejendommen og tilføjede bygningen endnu tre østlige fag, så den spændte over i alt 15 fag; det samme som i dag. Yderst mod øst blev den nye port placeret, mens den gamle forsvandt. Endelig er den indgangsdør, som ses til porten i dag, tilføjet ved en restaurering i 1890.

Den første ejer af gården, som vi kender noget til, er handelsmanden Frands Meel, som ejede gården i 1667. I 1705 købte amtsforvalter Bartram ejendommen, og der blev indrettet amtstue. Her skulle borgere og bønder betale skat, typisk i form af korn, som kunne lagres i magasinbygningen. Herefter fulgte 90 år med skiftende amtsforvaltere; Christen Willemoes var den sidste, og det er hans slægt, gården i dag har taget navn efter. Familien forlod Assens i 1795, og gården overgik igen til købmandseje. J.C. Dreyer, Dankvart Dreyers far købte gården. Gården blev fredet i 1914, da kommunen købte ejendommen.

 

Assens Toldkammer

  • Adresse: Nordre Havnevej 19

Det kongelige toldkammer i Assens (Assens Toldkammer) blev bygget i 1834 efter forlæg af Hofbygmester Jørgen Hansen Koch (1787-1860). Bagbygningen blev i 1854 opført som frihandelslager for byens købmænd. Assens Toldkammer indskriver sig i rækken af senklassiske bygninger, og følger et kendt facadeskema og en planløsning, som er brugt ved flere andre toldboder fra perioden, eksempelvis i Faaborg. Som en følge af den udsatte og højvandsudfordrede placering på havnen, har bygningen gennemgået mange indvendige ændringer. Eksempelvis var en, på det tidspunkt, rekordhøj oversvømmelse i Assens havn i december 1867 årsag til at man hævede gulvet i frihandelslageret. Dette blev gjort for at forhindre, at fremtidigt højvande skulle trænge ind i bygningen. Ved samme lejlighed blev trappen til loftet flyttet og en ekstra dør blev sat i, i forlængelse heraf, for at imødekomme personalets udfordringer med vind og blæst. Ligeledes blev Assens Toldkammer udstyret med en ekstra skorsten, for at sikre, at personalet kunne holde varmen. Hejsværket i den søndre gavl blev bl.a. anvendt til at hejse brænde op til loftet, så brændeovnene kunne forsynes i de kolde perioder. På bygningens facade er det optegnet et mærke efter vandstanden i den hidtil største stormflod i Assens, 13. november 1872. Efter den omfattende omstrukturering af toldvæsenet sidst i 1960´erne, stoppede Assens Toldkammer med at fungere som toldsted. Her blev Assens Toldkammer en del af sammenslutningen Fredericia Distriktstoldkammer. I 1972 blev toldkammeret købt af Assens Sømandsforening Sømandshjems Fond, hvorefter bygningen dannede en unik ramme om en udstilling af søfartsminder. Bygningen blev fredet i 1978. Museum Vestfyn overtog Assens Toldkammer i år 2000 og bygningen anvendes nu til udstilling.

Læs mere her.

 

 


 

CAFÉ ERNST

I ERNST kan I slå jer end i CAFÉ ERNST. Nyd en lille forfriskning mens I prøver et af de mange spil der findes i caféen. I kan også nyde roen i museumshaven – Frederik Ernsts Have. Det er gratis at besøge både museumshave og café.

 

Toilet- & puslefaciliteter

Der er toilet- og puslefaciliteter i alle vores udstillinger. Det er dog ikke muligt at få barnevogn med ind i udstillingerne. I museumshaven i ERNST kan barnevognen stå lige ved vinduerne ind til CAFÉ ERNST. Her kan du også få varmet en flaske eller finde en rolig krog, hvor du kan amme.