Skip to content
VisitFyn

Guide til julens magi på Fyn og Øerne

Når vinterkulden melder sin ankomst, og de sidste blade danser mod jorden, forvandler Fyn og Øerne sig til et sandt juleeventyr. I denne guide finder du inspiration til julens mest stemningsfulde oplevelser og magiske øjeblikke.

I højre side står et juletræ med julelys. Bag juletræet ses en sløret brostensgade der går ned mellem to rækker af gamle bindingsværkshuse. På husene hænger julelys, og på gaden går et par mennesker.
Foto: Andreas Bastian

Jul i Odense og omegn

En million julelys i Odense ZOO

Når mørket falder på, lyser mere end en million julelys op i Odense ZOO og kalder på alle dem, der trænger til hygge og lys i massemængder. Her kan børnefamilier møde de drillesyge nisser Zoofus og Zoofie, kigge forbi julemandens gaveværksted ved rensdyrene, og gå på opdagelse i haven, der er forvandlet til et stort juleunivers. Fra 27. november og frem til slut december. Se det fulde juleprogram her. 

en kvinde står ved en rødfarvet lysbue i Odense ZOO
Foto: Mijael Peredo

Oplev julen, som den var engang, i Den Fynske Landsby

Hvordan fejrede man egentlig jul på Fyn for 150 år siden? Gå på opdagelse i julepyntede bindingsværkshuse, mød gårdboen – fortidens nisse – og prøv kræfter med gamle juletraditioner som at lave pynt og rulle lys af bivoks. Du kan også opleve landsbyen fra de høje sæder i en hestevogn og smage på julens søde sager. Starter 28. november - se det fulde overblik over julede aktiviteter her. 

To heste trækker en kane gennem et snedækket landsskab i dagslys
Foto: Den fynske landsby

Jul på Nordfyn

Julemarked ved Langesø Slot

Ved Morud finder du Langesø Julemarked, hvor små juleboder står side om side med udsigten til slottet og den smukke sø. Her kan du gå på opdagelse blandt julegaver og specialiteter og kombinere besøget med en vintergåtur i skoven omkring Langesø. Fra 14 november til 20 december. Læs mere om julemarkedet her. 

Julemagi på Thorslundgård

På Thorslundgård ved Skamby er julen rykket ind i de gamle stuer, hvor hvert rum har sin egen juleudsmykning. Gå på opdagelse blandt juletræer, stem på årets flotteste, og nyd duften af æbleskiver, mens du også kan opleve gårdens samling af historisk porcelæn og kunst. Se åbningstider og aktiviteter her. 

En rødstenet herregårdslignende bygning dækket af sne
Foto: Thorslundgård
En gruppe mænd sidder rundt om et bord til et julemarked ved Langesø
Foto: Jens Wognsen

Jul i Svendborg og på Sydfyn

I Svendborg fejres julen med lys i de gamle handelsgader, lokale specialiteter og traditioner, der samler hele byen. Her kan du opleve julemanden ankomme med skib, finde håndlavede julegaver og nyde julestemningen omkring Torvet og havnen.

Oplev juletraditionerne i Svendborg

Julen skydes i gang den 20. november, når byens store juletræ tændes på Torvet, og den 29. november kommer julemanden traditionen tro sejlende til havnen, inden et festligt optog bevæger sig gennem byen. I weekenderne fra 27. november til 13. december forvandles Torvet til et juleunivers med lokale boder, varme drikke, livemusik og aktiviteter for hele familien. Rundt om i byen kan du også opleve julekoncerter, fællessang og forestillinger i kirker og på kultursteder.

Lokale smagsoplevelser, kunsthåndværk og julegaver

Er du på jagt efter julegaver med et lokalt præg, kan du besøge Kunstnernes Julebazar i SAK Kunstbygning den 28.–29. november, hvor lokale kunstnere sælger keramik, smykker, tekstiler og malerier. Den 19.–20. december kan du også besøge Kulinarisk Sydfyns Julefødevaremarked på Svendborg Havn, hvor lokale producenter frister med specialiteter til julebordet, mens børnene kan gå på opdagelse i nisselandskabet.

Du kan finde mange flere juleaktiviteter i Svendborg og omegn her hos VisitSvendborg. 

Jul på Torvet i Svendborg med grantræer, lyskæder og folk, der hygger sig ved borde-bænkesæt.
Foto: Cecilie Thuelund