VisitFyn

Blå Kløversti Nyborg (5,7 km)

På Den blå Kløversti kan du opleve Nyborgs historie som et trafikalt knudepunkt, der igennem 800 år har defineret byen. 

Turens start

Blå sti bevæger sig gennem historien om færge-,  tog- og industribyen Nyborg, der har været og stadig er et trafikalt knudepunkt for rejsende fra hele landet, hvilket har været med til at definere byens historie i mere end 800 år. For mindre end 20 år siden var det færge- og togtrafikken, som satte sit præg på Nyborg by. I dag er det stadig tog, men i høj grad også Storebæltsbroens tilstedeværelse som sætter sit aftryk på byen. Nyborg er en by i bevægelse!

Den grønne oase

Stien fører dig østpå langs havnen og den gamle voldgrav hen til Chr. Hansens have, som ligger på Prins Frederiks Bastion og er en lille grøn oase midt i havne-/industrikvarteret. Herefter går turen langs den gamle stationsbygning forbi Cirkuspladsen, hen til den nye stationsbygning, som blev opført i forbindelse med opførelsen af Storebæltsbroen.

På Cirkuspladsens store grønne område kan du få inspiration til motionsøvelser.

Nyborgs industrikvarter 

Fra togstationen bliver du ledt igennem et af Nyborgs industrikvarterer og videre ud til industrihavnen. Her løber stien sammen med den sorte sti og følger den gamle kirkesti langs havnen ind mod byen. På Kirkestien kan du opleve et rigt fugleliv, og hvis du tager en afstikker ud til vandet, er der en chance for at se både marsvin og sæler. Kirkestien er bevaret, til trods for at den løber igennem industriområdet, hvor fx Fortum (tidl. Kommunekemi) danner rammen om din tur. På arealerne etableres der i disse år også virksomheden Elysium Nordic. Området er således ikke idyllisk natur, men viser nogle af verdens førende miljøvirksomheder og understreger Nyborgs vækst fra kongeby til moderne industriby med et globalt og bæredygtigt aftryk.

De gamle færgelejer

Den sidste del af turen går, forbi området med Musikskolen og Sundhedshuset, der tidligere har haft funktion som epileptikerhjem og børnehospital og videre gennem et af Nyborgs boligkvarterer. Her munder den ud i de gamle færgelejer, hvor DSB i årtier sejlede togrejsende på tværs af landet. Resten af turen går langs havnen over Kongens Skibsbro, som har været Nyborgs centrale anløbsbro fra middelalderen til slutningen af 1950'erne inden du er tilbage ved udgangspunktet.

God tur!

Praktisk information

De fire Kløverstiruter starter på Vesterhavn 3a, 5800 Nyborg og er skiltet med uret rundt.

Vi anbefaler at du bruger kortet øverst på siden til at gå ruten, her kan du blandt andet også se syv stop som vi synes du skal kigge nærmere på. Det kan du gøre her.
Er du mere til et fysisk kort, kan dette fås hos VisitNyborg (Torvet 2b, 5800 Nyborg) og ved startstedet. 

OBS: strækningen fra punkt 3 til 6 er igennem industriområdet via den gamle kirkesti på grus. Ruten kan dog forholdsvis let cykles på alm. cykler.

Kløverstierne i Nyborg

Vi glæder os til at vise dig spændende og anderledes oplevelser i Nyborg inden for såvel kultur som natur. Kløverstiruterne er fra ca 2,7 til godt 33 km. Flere af ruterne kan også kombineres, så de bliver længere eller kortere efter behov. Se alle ruterne her.