Destination Fyn_logo
Cykelrytter laver stunt til et cykelløb

Nordfyn satte barren højt: Bogense vært for spektakulært VM i cyklecross

3.10.2019
Foto: Andreas Mikkel

Selvom man er en lille by kan man godt drømme stort. Det beviste Bogense den første weekend i februar, hvor den nordfynske kystby lagde jord til en stribe favoritsejre ved VM i cykelcross.

Det er 21 år siden at Fyn sidst var vært for et verdensmesterskab i cyklecross, men i weekenden den 2.-3. februar lagde 289 af verdens bedste cross-ryttere vejen forbi Bogense for at deltage i VM i cyklecross. Dermed blev der sat rekord i antallet af deltagere i et cross-VM nogensinde, og efter intense fights på den spektakulære VM-rute, kunne fem af verdens bedste crossryttere iføre sig den regnbuestribede VM-trikot.

Belgiske Mathieu van der Poel blev første mand over stregen i herrernes eliteløb, og samtidig kunne også Ben Tulett (herre junior), Thomas Pidcock (U23-herrer), Inge van Heijden (U23-damer) og Sanne Cant (dame elite) modtage guldmedaljer i den nordfynske kystby, hvor 15.000 tilskuere stod klar til at hylde de nye verdensmestre og gjorde deres for også at sætte fart på festlighederne udenfor banen.

Se UCI’s flotte billeder fra VM i Bogense her

-VM i cyklecross kom med et fyrværkeri af store resultater og spraglede tilskuere her i weekenden. Siden World Cuppen for godt et år siden har arrangørerne arbejdet stenhårdt på at skabe en event, som kunne gå over i den nordfynske historie. Der var sort af mennesker på eventpladsen og Hans Kongelige Højhed var i dag med til at kaste endnu mere glans over VM’et. I samarbejde med DCU, Sport Event Fyn og Nordfyn Erhverv og Turisme har vi markeret Danmark på cyklecross verdenskortet, sagde Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.

Også hos Sport Event Fyn var der stor begejstring at spore omkring cross-VM’et, der var det største sportevent på Nordfyn nogensinde.

-Det er fantastisk at se at lokale samarbejdspartnere tør sætte barren højt og drømme stort – og nå i mål med så flot et resultat, som var tilfældet med VM i cyklecross i Bogense. At det kan lykkes at afholde en stor international event i en mindre kystby som Bogense, skyldes først og fremmest et stort lokalt ejerskab og en gigantisk arbejdsindsats af vores lokale eventpartner Nordfyns Erhverv og Turisme. Det er desuden også et vidnesbyrd om, at det tætte samarbejde omkring tiltrækning af sport events på tværs af de fynske kommuner bærer frugt, når vi i fællesskab puljer vores ressourcer, siger Jakob Staun, Eventchef i Destination Fyn.

Søndag lagde H.K.H. Kronprins Frederik ligeledes vejen forbi Bogense, hvor han fulgte dagens konkurrencer og fik en rundvisning på det smukke kystnære venue, og her havde også han flotte roser tilovers for det nordfynske VM-setup.

Læs artiklen: Kronprinsen hylder Bogense som VM-by

Udenlandske crossfans skabte rift om overnatninger
Alt i alt gjorde omkring 15.000 tilskuere sit indtog i Bogense i forbindelse med verdensmesterskaberne, og det store rykind af tilskuere, ryttere, sponsorer og officials satte sine tydelige spor på overnatningsstatistikkerne – både på nordfyn og resten af øen.

Stort set samtlige hoteller, ferielejligheder og vandrehjem i omegnen af den lille kystby meldte alt udsolgt i dagene omkring det store cykelbrag, og med mere end en tredobling af byens indbyggertal henover weekenden, var der mange, der måtte søge uden for kommunens grænser.

Læs hele historien her: 15.000 crossfans fyldte fynske barer og hoteller

Massiv mediedækning sætter Fyn på verdenskortet
Godt 200 TV- og pressefolk var weekenden igennem i fuld sving ved tasterne og bag linser og mikrofoner i pressecenteret ved VM i cyklecross, hvor bunkevis af flotte pletskud fra Fyn fandt vej ud i verden.

Også på TV kunne cyklecross fans fra hele verden følge med i den fynske version af et cyklecross VM. Det sørgede TV2’s flotte produktion for, og med en massiv branding af Bike Island, som er navnet på Destination Fyns store cykelturismeprojekt, på siderne af cyklecrossbanen kunne de op mod 30-40 millioner TV-seere næppe undgå at bemærke, hvor i verden den smukke kystnære kulisse og de seje crossryttere befandt sig.

De mange fremmødte tilskuere, såvel som de fans, der har fået kendskab til Fyn i kraft af VM’et, vil også i den kommende tid mødes af flotte billeder fra Fyn. Det skal en digital kampagne, der sætter fokus på Fyn som cykelferiedestination, nemlig sørge for.

Læs mere om kampagnen her: Fyn solidt placeret på verdenskortet: Massiv medieomtale af VM i cyklecross

UCI Cyclo-Cross World Championships i Bogense blev arrangeret af CrossDenmark - et samarbejde mellem Sport Event Fyn - en del af Destination Fyn, Sport Event Denmark, det internationale cykleforbund UCI, Danmarks Cykle Union og Nordfyns Erhverv og Turisme.

FAKTA om VM i cyklecross
• Vm i cyklecross fandt sted i weekenden den 2. – 3. februar 2019
• 5 nye verdensmestersmestre blev kåret: Mathieu van der Poel (mænd elite), Ben Tulett (herre junior), Thomas Pidcock (U23 herrer), Inge van Heijden (U23 damer) og Sanne Cant (dame elite)
• 289 ryttere fra 24 nationer deltog i verdensmesterskaberne og satte dermed rekord for antal deltagere til et cyklecross VM.
• Verdensmesterskabet i Bogense var bygget op omkring en tilskuervenlig rute på 2,8 km. Det betød, at rytterne skulle 7-10 gange forbi publikum.
• 15.000 tilskuere
• 200 TV og pressefolk samt TV-dækning i 30-35 lande og over 40 millioner TV-seere globalt

 

Publiceret: Lørdag, februar 9, 2019