Destination Fyn_logo
Tre glade modtagere af Bike Island-prisen på Fyn 2019 står med deres overrakte blomster og diplom.

Hotel Christiansminde og Faaborg Cykeludlejning løb med Bike Island-priserne 2019

3.10.2019
Foto: Destination Fyn

Hotel Christiansminde blev i dag kåret som Fyns bedste cykelovernatning, mens hæderen for den bedste cykeloplevelse & initiativ gik til Faaborg Cykeludlejning. Priserne blev uddelt på Bike Islands første årstræf nogensinde, som Destination Fyn i dag stod bag på Boltinggård Gods.

Der var masser gejst og gode ideer i luften, da mere end 60 aktører var samlet på Boltinggård Gods i dag for at drøfte den fynske cykelturisme og hente inspiration fra såvel Sønderjylland, Sverige som seje cykelinfluencers.

Dagen kulminerede med uddeling af de første Bike Island-priser nogensinde. Og det blev hhv. Hotel Christiansminde og Faaborg Cykeludlejning, der løb med hæderen.

Hotel Christiansminde i Svendborg gav de to andre stærke kandidater fra Ærø Hotel og Sund og Skov i Middelfart baghjul i kategorien for bedste overnatning, og det var en stolt direktør Holger Brodersen, der modtog prisen:

- Vi er utrolig glade for den her pris. Når vi står her i dag, så skyldes det mest af alt det samarbejde og fællesskab, som vi oplever har vokset omkring os og satsningen på cykelturisme i de senere år. Uden samarbejdspartnere inden for alt fra gastro til kajak, kunne vi ikke have bygget det op, som vi har. Stor tak til Naturturisme og Destination Fyn, som jo har muliggjort mange af vores ideer. Men også en kæmpe tak til alle de ildsjæle, der omgiver os. Uden dem har pengene ingen effekt, sagde han efter at have fremhævet en af hotellets egne ildsjæle Carsten Nielsen som en væsentlig brik i den cykelrejse, hotellet har været på.

Michael Andersen fra Danish Biking var ligeledes til stede ved cykeltræffet. Han sidder i Destination Fyns advisory board for Bike Island, som har været jury i forbindelse med Bike Island-prisen.

- Hotel Christiansminde er et af de første hoteller på Fyn, der for alvor har grebet bolden, når det gælder satsningen på cykelturisme. De samarbejder allerede med op til flere operatører og har for alvor formået at udnytte deres oplagte omgivelser og generelle arbejde med aktive ferieophold til at tiltrække cykelturister, sagde han efter prisoverrækkelsen og lagde især vægt på hotellets åbenhed i forhold til samarbejder med forskellige cykelaktører.

Det sydfynske hotel har bl.a. været involveret i de mange cykelevents, der har fundet sted på Fyn, herunder Bissen MTB, VM i Cross Triatlon, Fyen Rundt og Post Nord Danmark Rundt

Fantastisk service i Faaborg - og på hele Sydfyn
Faaborg Cykeludlejning overhalede de andre nominerede fra hhv. samarbejdskonstellationen Ærø Kommune og cykelklubben Flying Heroes og "Lyø-cyklen", når det gælder årets bedste cykeloplevelse, og det var noget, der bevægede Bjarne Daugaard.

- Det er en kæmpe cadeau det her. Det er jo noget, jeg virkelig brænder for, så det det betyder virkelig meget, sagde den passionerede cykeludlejer, der driver Faaborg Cykeludlejning sammen med sin kone.

Den lille cykeludlejningsbiks i det sydfynske står til rådighed fra tidlig morgen til sen aften, har cykler for enhver slags smag og cykelben i stalden, og så transporterer de også bagage.

- Jeg tror det meste af advisoryboardet faldt pladask for den helt specielle service og fleksibilitet, som indstillingerne af Faaborg Cykeludlejning beskrev, og jeg synes, debatten her i dag har bekræftet, at det netop er ildsjæle som Bjarne Daugaard, der er afgørende for at løfte Bike Island-ambitionen til next level, sagde Nina Brandt Jacobsen, der er forretningsudvikler hos Destination Fyn og projektleder for Bike Island efter cykeltræffet på Boltinggård.

Vinderne af Bike Island-prisen 2019 modtog udover hæderen et gavekort til udvikling af en kort reklamefilm af deres Bike Island-produkt. Med den følger særlig eksponering i én af Bike Islands internationale marketingkampagner på de sociale medier samt på Bike Islands tre websites og i Destination Fyns nyhedsbrev. Endelig toppedes hyldesten med en gavekurv fuld af cykelgrej fra prisens sponsorer, en Bike Island t-shirt og en vild cykelbuket.

Nominerede til Bike Island prisen: Bedste Cykelovernatning

Hotel Christiansminde
"Hotel Christiansminde har i de senere år været frontløber indenfor ”Aktiv Turisme” og tilbyder i dag et cykelturismeprodukt, der hæver barren langt over de fastsatte krav for Bike Island Prisen. Hotellet arbejder målrettet efter at tiltrække flere forskellige cykelgæster til området og har derudover været involveret som partner i flere af de store fynske cykelbegivenheder, såsom Bissen MTB, Fyn Rundt, Post Nord Danmark Rundt, VM i cross Triatlon m.fl. Hotel Christiansminde har desuden været meget imødekommende og hjælpsomme overfor lokale foreninger, der ønsker at lave outdoor aktiviteter i området – de hæver altid blikket og ser på hvad der kan løfte området, og først herefter skeler de til egen indtjening".

På Hotel Christiansminde mødes de aktive og cyklende gæster af :
• En målrettet velkomst af cykelgæster
• Værksted / reparationskit
• Vaskefaciliteter til både cykel, udstyr og tøj
• Aflåseligt depot til opbevaring af cykler
• Faciliteter for elcykler, racercykler, MTB og tourcykler
• Sund og nærende morgenmad og mulighed for ernæringsrigtige madpakker
• Tilgængelige kort og trackede ruter via hjemmesiden
• Hotellets hjemmeside informerer om mulighederne for at være cykelgæst på https://www.christiansminde.dk/
• Kontakt til cykeludlejning og bagagetransport, bl.a. gennem Bike Island, Touroperatører og lokale partnere
• Medlem af bla.. Bike Friends, Bed & Bike, Bike Island og Aktiv Danmark
• Samarbejder med danske, såvel som udenlandske turoperatører

Ærø Hotel i Marstal
"Ærø Hotel har haft stor succes med deres cykelpakke-koncept ”Ø-ferie på cykel. I pakkerne indgår færgebilletter, cykelleje, madpakker, kortmateriale – og naturligvis fuld forplejning. Hotellet er pt. forbillede for lign. hoteller og overnatningssteder.”

Sund & Skov
”Sund & Skov går i foråret 2019 i gang med at etablere en pusle og plejeplads til cyklister: Højtryksspuling, ophæng til reparation samt trykluft cykelpumpe. Der er i udvalgte uger yoga, afspænding, sellerishot til udrensning, havbadsmulighed, zumba og to moduler bliv glad for motion. Sund & Skov afholder desuden med Cykelnerven cykelløbet Sund & Skov Classic den 6. april. De har en drøm og en vision, og de knokler dagligt for at opnå den: At mødes med glæde.”
 

Nominerede til Bike Island prisen: Bedste Cykeloplevelse & initiativ

Ærø Kommune og cykelklubben CC Flying Heroes
"CC Flying Heroes har igennem en årrække afholdt cykelløbet ’Ærø Rundt’ med 3 forskellige distancer på hhv. 25 km, 50 km og 100 km rundt på Ærø. De 3 ruter er samtidig gjort online tilgængelige på www.gpsies.com og er en markant og vigtig tilføjelse til det ærøske ’cykelprodukt’, som nu også henvender sig til den gruppe af cykelturister, der foretrækker asfalt til de tynde dæk, cykelsko og en gedigen sportslig udfordring. Klubbens medlemmer har hvert år op til løbet afmærket ruterne midlertidigt på vejbanen og i landskabet, men sidste år blev der opsat permanent skiltning til de 3 ruter. Ærø Kommune har betalt og opsat skiltene, og teknisk afdeling har i tæt samarbejde med medlemmerne af cykelklubben, udvalgt placeringerne af skiltene.."

Faaborg Cykeludlejning
"Bjarne lejer cykler ud i Faaborg området, enten fra bopælen, eller han leverer hvor kunderne skal bruge cyklerne. Han kører desuden bagage og cykler for Ruby rejser. Bjarne brænder for sin forretning og yder en super service til sine kunder. Han har netop udvidet med 6 nye elcykler, samt 10 trekking bikes, så han nu har ca. 60 cykler til udlejning. Han har åbent alle dage fra morgen til sen aften i sæsonen, og gør gerne det lidt ekstra, som betyder glade kunder.”

”Lyø cyklen” - Bycykel nu som Ø-cykel
”Ved færgelejet i Lyø havn opsatte Lyø Beboerforening i forsommeren 2018 i alt 30 cykler til udlejning. Cyklerne minder om den klassiske bycykel man kender fra København og andre storbyer, - men er alligevel lidt anderledes, og tilpasset Ø-livets ro og charme. Ordningen er nemlig ligetil, og cyklerne må medbringes på hele øen. Vi har tillid til hinanden, så på Lyø sker betalingen i en simpel kasse ved siden af cyklerne.”

Vinderne offentliggøres torsdag den 28 marts på Boltinggård Gods til Bike Island Årstræf.

Publiceret: Fredag, marts 29, 2019