Store sportevents fylder hotellerne med fjerbolde og farvede bælter
Odense er for 13. år i træk Danmarks badmintonmekka i uge 42. Men i år er det ikke bare ketsjerkunstnerne og de mange tilskuere til badmintonbraget Danisa Denmark Open presented by Victor, der trækker turismekroner til den fynske hovedstad omkring efterårsferien. Så snart badmintonstjerner
Når fjerboldene flytter ud, rykker de røde, grønne, gule og sorte bælter ind. Sådan kommer mange Odense-hoteller til at opleve de kommende efterårsuger, hvor to store sportevents har sikret fuldt hus på flere odenseanske overnatningssteder.
- Vi har meget høj belægning på vores Odense-hoteller her de kommende to uger, og faktisk er det i år også lykkedes at fylde godt op på vores to nye hoteller Mini 11 og Mini 19. Vi er utroligt glade for, at de her sportevents kommer på et tidspunkt, hvor der normalt ikke er så travlt, hvad angår erhvervsturister. Vi oplever således ikke, at hverken karateudøvere eller badmintonentusiaster fortrænger andre gæster, siger Gitte Milling, områdedirektør hos Milling Hotels
Også hos Danhostel Kragsbjerggaard mærker man de store sportevents, som kommer til byen her i efteråret.
Under WUKF EM i karate er hele vandrehjemmet booket til polske atleter, men også ungdomsturneringen Victor Denmark Junior trækker gæster til stedet. Denmark Open er nemlig ikke bare verdensstjernerne, der kæmper om præmiepenge under spotlightet i Odense Idrætshal. Turneringen er omgivet af både para-, veteran- og i år hele to ungdomsturneringer, som gør, at Odense er blevet et samlingspunkt for alt, hvad der rør sig inden for den elegante ketsjersport i uge 42.
- Det tyder på, at vores oktober i år kommer til at slå oktober 2018, idet vi allerede nu har næsten det samme antal bookinger og en bedre dagspris end den, der blev registreret sidste år. WUKF EM i karate er naturligvis en stærkt medvirkende faktor her, hvor vi er glade for, at der bookes direkte hos os gennem Destination Fyn og United Karate of Denmark. I den kommende uge har vi også bookinger fra badmintonfamilier, hvor ungerne selv skal spille, og familien skal overvære det store Denmark Open-slag i idrætshallen - og så bliver de her typisk det meste af ugen, fortæller Steen Kusch fra Danhostel Kragsbjerggaard
Friske penge i de fynske kasser
En effektmåling foretaget for Destination Fyn viser, at sidste års Danisa Denmark Open presented by Victor var med til at generere en turismeomsætning på ikke mindre end 18 mio. kr.
- I år er der igen en ny knopskydning på den store badmintonevent, vi afvikler sammen med Badminton Danmark. En ungdomsturnering for hold er for første gang en del af pakken, og det betyder, at badmintonsporten efterhånden har samlet alle de aktiviteter, der foregår i efterårsferien i Odense. Det synes vi er rigtig stærkt, og det er med til at sikre et fynsk afkast, der efter vores forventning bliver mindst lige så stort som sidste år, siger eventchef hos Destination Fyn Jakob Staun, der også imødeser en betydelig omsætning i forbindelse med WUKF karate-EM’et med deltagere fra omkring 20 forskellige nationer.
Estimatet lyder på omkring 10 mio. kr. udelukkende afledt af deltagere, der selv skal dyste i en af de mange forskellige karatekonkurrencer lige fra U8 til 60+. Indtil videre har godt 300 tilskuere indløst billet til EM’et, der afvikles i Jyske Bank Arena, men stolesæderne forventes primært at blive besat af medrejsende familiemedlemmer og andre atleter.
Mens karate EM’et således ikke forventes at blive den store publikumsmagnet, er der allerede nu udsolgt til både kvart- og semifinaler samt finaler ved Danisa Denmark Open – presented by Victor. Det betyder, at der endnu engang er udsigt til en billetsalgsrekord ved badmintoneventen, og det er gode nyheder for det fynske turisterhverv.
Analyserne fra de tidligere år viser nemlig, at tilskuerne står bag små 70 pct. af turismeomsætningen. 17.337 billetter blev solgt i 2018, og det var 837 flere end året forinden. De seneste års effektmålinger bevidner desuden, at tilskuerne typisk kommer udenøs fra. Omkring 20 pct. kommer rejsende fra udlandet for at overvære turneringen, mens 67 pct. er danskere, der krydser enten Storebælt eller Lillebælt på deres vej til Odense Idrætshal. Der er altså tale om friske penge i de fynske kasser.