Destination Fyn_logo
Portrætfoto af Rasmus Hessum Hansen fra Destination Fyn.

Glædelig jul og godt nytår fra Destination Fyn

17.12.2021
Foto: Destination Fyn

Tak for samarbejdet og opbakningen til Destination Fyn i 2021. Julen venter lige om hjørnet, og vi vil gerne benytte årets sidste nyhedsbrev til at se tilbage på et lærerigt år og frem mod 2022.

Skulle jeg beskrive 2021 med ét eneste ord, så ville "uforudseeligt" stå bøjet i neon. 2021 var nemlig endnu et år, hvor corona udfordrede vores strategiske planer ved at lægge en tåge af uvished og omskiftelighed hen over virkeligheden. Der har været nedlukning og dyb frustration. Der har været genåbning og buldrende optimisme. Vi har skulle være omstillingsparate, og det har til tider været afgørende, at vi i højere grad handlede ud fra vores intuition og erfaring end ud fra gennemarbejdet data.
 
Jeg er meget imponeret over den omstillingsevne og styrke, det fynske turismeerhverv har vist. Der er blevet kæmpet under svære vilkår og med en fighterånd og idérigdom, som har gjort, at Fyn samlet set er kommet godt gennem et ofte vanskeligt år. Jeg er fuld af respekt og beundring. Godt gået!

Når jeg ellers ser tilbage på 2021 og den fælles fynske markedsføringsindsats, kan jeg konstatere, at vi har fået styrket fortællingen om Fyn på det danske marked. Danskerne har for alvorlig fået øjnene op for vores destination og de produkter, vi kan tilbyde. Det skyldes blandt andet "Fyn skal det være"-kampagnerne, som i 2021 blev udvidet med gamification-elementet "Bland-selv-Fyn". En stærk, agil og brugerorienteret platform, som både virker på markedet og viser den stærke sammenhængskraft i vores fynske turismefællesskab.  

Nu står vi så på tærsklen til et nyt år spækket med udfordringer og muligheder. Vores fokus i 2022 bliver at udvikle og styrke Fyns position på det danske marked. Og så er det nu vi for alvor skal have gang i det internationale marked igen.

Vi arbejder udover Danmark på de nære leisure-markeder, hvor vi har et stærkt produkt, hvad angår outdoor. Et produkt, der bliver styrket betydeligt det kommende år med forretningsudvikling inden for vandring i kraft af Hike Fyn-projektet samt cykling, hvor vi næste år kan tilbyde den nye 665 km. lange og naturskønne, skiltede cykelrute, Herregårdsruten.

Vi har også blikket skarpt rettet mod møde- og eventområdet, som har haft nogle svære år. Hvad angår konferencer og kongresser har Fyn et stort internationalt potentiale, som vi skal have forløst. Derfor har vi i løbet af det seneste år også oprustet vores erhvervsturismeteam fra to til fire medarbejdere. På eventområdet står 2022 bl.a. i cyklingens tegn, når Tour de France lægger vejen forbi Nyborg.

Vi tror også meget på Odense, som står klar med en ny, attraktiv bymidte og et fantastisk H.C. Andersens Hus. Samtidig har vi trods uforudseeligheden i 2021 fået lagt et rigtig stærkt spor for den bæredygtige udvikling af både destination og virksomheder. Det bekræftes af vores nyligt gennemførte barometerundersøgelse, byernes flotte placeringer på det internationale GDS-indeks og en certificering som Green Tourism Organisation. En udvikling der fremadrettet understøttes af den fælles fynske vision for bæredygtighed i turismen, som også blev født i det forgangne år. 

 2022 bliver altså uden tvivl et travlt og spændende år på mange af vores strategiske indsatsområder.

Til slut vil jeg sige en hjertelig tak for opbakningen til Destination Fyn og vores visioner. Den fynske sammenhængskraft og vilje til at skabe i fællesskab på tværs af kommuner og virksomheder har føltes særligt stærk i år. Det var en vigtig milepæl for os, for vi tror inderligt på, at vi som destination står stærkest, når vi står sammen.

Med ønsket om en god jul.

Rasmus Hessum
Direktør, Destination Fyn