Rift om fynsk gastro-oplevelse på Heartland
Syv fynske top-restauranter i Gastro Fyn-samarbejdet skruer den store charmeoffensiv på og disker op med en af de mest eksklusive og helt igennem fynske oplevelser på årets Heartland festival.
Både torsdag, fredag og lørdag dækkes der op for såvel internationale journalister som danske feinschmeckere inden for gastronomien til "Dinner by Gastro Fyn". Og billetterne er revet væk. Billetterne blev udsolgt på mindre end en måned, og der har været stor interesse for den eksklusive middag, som Gastro Fyn-restauranterne Aro, Kok & Vin, Restaurant Knudsens Gaard, Pasfall, The Balcony, Sortebro og Falsled Kro har strikket sammen til Heartland festivalen på Egeskov Slot i slutningen af denne måned. Gastro Fyn indtager festivalens Tasteland scene, når dagens program er slut ved 20-tiden, og bænker hver dag 50 heldige gæster. Et unikt udstillingsvindue for den fynske gastronomi og det dugfriske samarbejde, som restauranterne lancerede i januar måned.
- Vi lever i en tid, hvor en velsmagende revolution udspiller sig i munden på os. Tusinder af madnørder kæmper hver dag for at udfordre det industrielle madsystem med deres iderigdom og vellyst - på vej mod en ny verden. Vores interaktive madscene Tasteland er stedet, hvor vi udkæmper den kamp. Hvor lokale fynske råvarer og madhelte folder sig ud. Derfor er vi meget stolte af at præsentere " Dinner by Gastro Fyn", som giver gæsterne muligheden for at opleve den fynske madkultur når den er bedst; fra jord til bord med råvarer og kokkekunst af ekstrem kvalitet. Og jeg er overbevist om, at vi i samarbejde med Destination Fyn har ramt noget her, som ikke bare vil sætte sit aftryk på gæsterne men også på den danske gastronomi scene generelt, siger Heartlands programchef for FOOD Emil Blauert, der glæder sig over, hvor hurtigt "Dinner by Gastro Fyn-billetterne" blev solgt.
Hos Destination Fyn glæder man sig over, at Gastro Fyn-restauranterne benytter lejligheden til at vise, hvad de sammen kan præstere og ikke mindst til at give festivalgæsterne en helt igennem fynsk oplevelse:
- Heartland festivalen er en af de oplagte anledninger til at vise, hvad fynsk gastronomi kan. Gastronomi, der følger de spilleregler, som er defineret i det fynske madmanifest, som Gastro Fyn-partnerne underskrev tidligere på året, siger Jesper Larfort, forretningsudvikler hos Destination Fyn.
En af de væsentligste ambitioner i manifestet er brugen af de fynske råvarer, og den udleves til fulde på Heartland. Ved "Dinner by Gastro Fyn" tryller nogle af Danmarks bedste kokke fra Fyns førende restauranter nemlig med råvarer fra fynske producenter som Torupbakkegård, Gundestrup Mejeri, Syrengården og Faaborg Fiskesalgsforening. Og det er ikke kun maden, der er fynsk ved den eksklusive spiseoplevelse på Tastelandscenen. De fynske bryggere kommer nemlig og serverer øl, der passer til gastrobrødrenes tryllerier.
På allerførste parket - ved et særligt Chef's Table - sidder torsdag en flok livsstilsjournalister fra hhv. Tyskland og Norge, som gæster Heartland.
- I den fynske markedsføringsstrategi FYN365 spiller gastro-fortællingen en meget væsentlig rolle, da vi jo har potentiale for at tiltrække gastroturister på alle tidspunkter af året, ligesom det internationale udsyn er væsentligt. Udgangspunktet er således, at Fyn er en destination, der er værd at rejse efter globalt set. På Heartland har vi chancen for at vise de udenlandske journalister gastronomien udfoldet i en helt perfekt kulisse krydret med andre gode oplevelser på festivalen og resten af Fyn, fortæller marketing manager Sandra Schneider Neelmeyer fra Destination Fyn, der forhåbentlig kan se frem til at læse om Fyn som gastrodestination i såvel to store tyske magasiner som i den norske udgave af Børsen.
Gastro Fyn-samarbejdet har til formål at øge kendskabet til Fyn som gastrodestination og tiltrække flere gastroturister til øen. Det skal bl.a. ske ved netop at tiltrække sig opmærksomhed fra den internationale gastropresse.
De ni restauranter kommer i sidste halvdel af 2019 til at gøre dette ved endnu flere lejligheder. Bl.a. barsler Gastro Fyn med et katalog af helt eksklusive fynske gourmetoplevelser, hvoraf nogle kan afsløres og bookes allerede under Heartland. De helt særlige happenings, som orkestreres af en eller flere Gastro Fyn-restauranter vil finde sted i perioden mellem 15. august og 15. oktober.
Publiceret: Mandag, maj 13, 2019