Destination Fyn_logo
Stort lyst mødelokale med ens, klassiske lamper i loftet.

Covid-19's omkostningstunge konsekvenser: Fynsk erhvervsturisme mister 1 mia. i omsætning

22.3.2021
Foto: Gl. Avernæs

Covid-19-pandemien kommer til at koste fynsk erhvervsturisme næsten 1 mia. kr. og ca. en tredjedel af de beskæftigede i branchen har mistet jobbet henover det sidste år. Det viser en ny rundspørge fra Destination Fyn blandt de fynske hotel- og konferencesteder. 

Godt et år efter Covid19-pandemien første gang lukkede det danske samfund ned, er en af de klareste konklusioner, at pandemien har ramt erhvervslivet meget branchespecifikt. Det er således også konklusionen på Fyn, hvor Erhvervshus Fyns seneste måling bl.a. 600 fynske virksomheder ikke overraskende udpeger turisme- og oplevelsesindustrien som den branche, der for alvor har måttet føle pandemiens konsekvenser.

Grafik med søjlediagram, der viser mistet omsætning

Foto:Destination Fyn

Erhvervsturismen med øens hoteller har stået allerforrest i geleddet, og samlet set ser nedlukning, restriktioner mv. lige nu ud til at koste et omsætningstab på godt en milliard hos de 28 hoteller og konferencecentre, der står for mere end 90 pct. af den kommercielle kapacitet for møder og konferencer på Fyn. Det bekræfter en rundspørge foretaget af Destination Fyn.

"Covid-19 har kostet vores virksomheder i hotelbranchen virkelig dyrt, og det har haft konsekvenser for den fynske vækst og fynske arbejdspladser. Jeg er stolt over, at det er lykkedes de fleste at bevare skindet på næsen igennem det her, og at der er blevet knoklet hårdt for at bevare arbejdspladser. Jeg ser frem til, at der forhåbentlig bliver taget højde for de ofre branchen allerede har bragt og lagt en farbar vej for deres genstart med en klar plan, der er opmærksom på de særlige vilkår hotel- og konferencestederne har for at drive deres forretning bl.a. den relativt lange bookinghorisont," siger formand for Erhvervshus Fyn og borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs.

Hver tredje medarbejder på hotel- og konferencestederne har mistet jobbet, og det er naturligvis noget, der bekymrer de fynske borgmestre. Sammen med en række fynske folketingsmedlemmer henvendte borgmestrene sig i december til sundheds- og erhvervsministeren for at rette opmærksomhed på denne udvikling.

Heldigvis ser det ud som om lønkompensation og de øvrige hjælpepakker har afværget det endnu mere dystre scenarie for afskedigelser, som de fynske hotel- og konferencecentre tegnede i Destination Fyns seneste rundspørge i oktober. Her var der nemlig udsigt til, at beskæftigelsen i branchen ville blive næsten halveret.

"Vi ser lyset for enden af tunnelen nu," lyder det fra Jan G. Larsen, direktør på et af Fyns største konferencehoteller Nyborg Strand, "det er helt afgørende, at vi ikke bliver fanget med fingrene i klemme i døren. Vi ser frem til udmeldingen af en klar plan med konditioner ift. antal, evt. restriktioner og datoer for at bevare optimismen i forhold til genåbningen af vores erhverv."

Optimismen kommer i rundspørgen bl.a. til udtryk ved, at næsten en tredjedel af hotel- og konferencestederne forventer at ansætte flere folk frem mod den 1. juli og kun 10 pct. regner med at måtte foretage nye afskedigelser.

Læs mere 

Se alle resultaterne fra Destination Fyns rundspørge blandt hotel- og konferencestederne her >

Se Erhvervshus Fyns måling fra januar 2021, der fremhæver den samlede turismebranche som den hårdest ramte i det fynske erhvervsliv >