Gå til indhold
Destination Fyn_logo
Fyn opnåede historiske overnatningstal i 2021

Fyn runder for første gang fire mio. overnatninger

11.2.2022
Foto: Storms Pakhus

Til trods for at pandemien prægede en stor del af året, endte 2021 alligevel med at blive et rigtig godt år for fynsk turisme - ja faktisk det bedste nogensinde. I hvert fald hvis man ser på antallet af overnatninger.

Mere end fire mio. gange i løbet af 2021 besluttede en gæst at tilbringe natten på Fyn enten i et feriehus, på camping, i en lystbådehavn, på hotel eller i et fynsk feriecenter. Det viser friske tal fra Danmarks Statistik. Det er godt en halv million flere end året før og det højeste antal, der er registreret på Fyn, siden man begyndte at opgøre turisternes natlige adfærd.

På trods af et år, hvor de første fire måneder var præget af nedlukning bl.a. på øens hoteller, så lykkedes det altså Fyn at komme et godt stykke over niveauet før pandemien, hvad angår antallet af årlige overnatninger.

"Det er super god nyhed, som vi jo heldigvis havde set tegne sig med den forrygende sommer og det travle efterår, vi har oplevet både ved kysterne, i Odense og på vores konferencesteder. Jeg synes godt, vi kan tillade os at være stolte over, hvordan vi sammen på Fyn og Øerne har klaret os igennem pandemien overordnet set. Og at vi ligefrem runder rekorden på fire mio. overnatninger i et år, hvor de første fire måneder var præget af nedlukning, synes jeg tegner rigtig godt for fremtiden," siger Rasmus Hessum, direktør i Destination Fyn - en del af Erhvervshus Fyn.

Især de danske ferieturister, som for alvor fik øjnene op for Fyn i 2020, har holdt fast, og så har erhvervsturisterne ikke været længe om at finde Fyn igen, efter der blev åbnet for møder og konferencer i maj måned.

"Vi regnede med, at vi skulle starte stille og roligt op, men vi startede op i 6. gear, og vi har faktisk ligget over niveau hver eneste måned siden genåbningen", fortæller Simon Frandsen, der er direktør på Fjeldsted Skov Hotel og Konference og glæder sig over fyldte ordrebøger langt ind i foråret.

Hos Destination Fyn er troen på, at udviklingen fortsætter, da også stor:

"Fyn og øerne har fået bidt sig rigtig godt fast på det danske marked. Med en stærk fælles indsats omkring "Fyn skal det være"- kampagnen, fælles initiativer for at booste erhvervsturismen og nogle voldsomt både dygtige og ihærdige virksomheder, er det tydeligt, at Fyn er kommet på radaren mange steder i det danske land. Nu hvor vi ser ind i et forår, hvor verden er mere åben, og hvor branchen ikke er påvirket af restriktioner i Danmark, håber vi at kunne fastholde den nationale interesse, samtidig med at vi for alvor kan byde de internationale gæster velkommen igen," lyder det fra Rasmus Hessum.

Det flotte fynske resultat kan bl.a. tilskrives, at Fyn rummer en god kombination af storbyturisme og kyst-og naturturisme inden for korte afstande. Der er således en tendens til, at turisterne gerne vil opleve flere dele af Fyn og Øerne. Hertil kommer naturligvis en sveddryppende indsats på de fynske hoteller og konferencecentre, hvor der er blevet løbet rigtigt stærk i sidste halvdel af 2021.

Mange af de fynske overnatningssteder har desuden oplevet en sæsonudvidelse i det forgangne år, hvor feriegæsterne er fortsat med at søge til Fyn i stort antal helt ind i oktober.

Del dine fynske øjeblikke med os: