At hele fire fynske byer nu er placeret pænt på GDS-indekset, der er genstand for stor interesse i møde- og konferencebranchen, åbner muligheder i forhold til tiltrækning, og indeksets direktør Guy Bigwood kalder det et imponerende ryk, Fyn har taget i år:
"It is really impressive that Middelfart went directly into Top 20, while both Odense, Svendborg og Nyborg are amongst the top 5 most improved destinations. The cooperation you have among the cities across Fyn is strong and a great help in pushing the cities towards a more strategic approach to sustainability", lyder det fra Guy Bigwood.
Netop samarbejdet og inspirationen på tværs af Fyn samt de fællesfynske initiativer er noget af det, der har skubbet bag på optagelsen af Middelfart, Odense, Svendborg og Nyborg i det fine selskab blandt 73 andre byer i verden med fokus på bæredygtighed.
Et samarbejde, som sammen med en målrettet og ihærdig indsats omkring Destination Fyns fysiske rammer og procedurer under taget hos Erhvervshus Fyn, også netop har resulteret i, at det fynske destinationsselskab er lykkedes med at blive certificeret som grøn turismeorganisation.
"Vi er stolte og glade for, at juryen i Green Tourism Organisation netop nu har valgt at give os det her stempel. I kølvandet på Middelfarts ret unikke indsats i år, der velfortjent har indbragt dem EU’s EDEN-pris, og alle de fire mødebyers flotte GDS-indeksering, binder det en fin sløjfe om det arbejde, der er blevet gjort på området den senere tid og sætter en tyk streg under, at Fyn er godt på vej, når det handler om bæredygtighed inden for turismen", siger direktør i Destination Fyn Rasmus Hessum.
Destination Fyn barslede i september med den fælles fynske vision for bæredygtighed i turismen, der har opbakning fra erhvervet såvel som samtlige 10 fynske kommuner. Og med de nye anerkendelser, er der både nationalt og internationalt skabt indtryk, der efterlader positive aftryk lokalt.