Destination Fyn_logo
Skærmbillede af video-interview med Kati Csak.

IRONMAN så Fyn an under Heartland: På sporet af et nyt mountainbikeeventyr

3.10.2019
Foto: Destination Fyn

Fyn ser efter en ny spændende mountainbikeevent, som trækker på alt det, cykeløen Fyn kan levere. Slotte, herregårde, lækre lokale råvarer og ikke mindst et kystnært, varieret landskab skal danne rammen om et spritnyt løb på de tykke tohjulede, som IRONMAN-organisationen står bag.

Organisationen bag de legendariske IRONMAN triatlons er ligeledes skaberne af The Absa Cape Epic, som i 2020 afvikles for 17. gang i Sydafrika. Dette mountainbikens Tour de France kræver kvalifikation fra et af flere spektakulære etapeløb rundt omkring i verden, hvor der ligesom i Sydafrika er en særligt episk kulisse at køre på cykel i. IRONMAN er i øjeblikket på jagt efter en ny europæisk destination til sådan et kvalifikationsløb og har i den forbindelse fået Fyn i kikkerten.

- Vi har vist interesse for EPIC Mountainbike Race, da vi synes, det passer rigtig fornuftigt ind i vores strategiske fokus dels med Bike Island-ambitionen om at blive Nordeuropas foretrukne cykeldestination dels med en kernefortælling i markedet om slotte og herregårde i et skønt varieret landskab. Vi ser store muligheder for at bygge cykelturisme op omkring en sportevent som denne, samtidig med at den for alvor kan være med til at sætte Fyn på verdenskortet som mountainbike mekka, fortæller Jakob Staun, eventchef i Destination Fyn.

Og meget tyder på, at Fyn ikke har skudt helt ved siden af skiven, når det gælder det episke mountainbikeløb med etaper på 70-100 km. Begejstringen var således stor, da Destination Fyn under Heartland-festivalen gav en lille delegation fra IRONMAN en smagsprøve på de fynske lokaliteter – både i form af sportsligt terræn, men også i form af de eventmæssige omgivelser. Her gjorde de mange slotte, herregårde og ikke mindst det madudbud, som Fyn kunne præstere, et stort indtryk.

3 cyklister cykler i mountainbikeevent på Fyn
Foto: Destination Fyn

IRONMAN’s mountainbikekyndige Kati Csak var oprigtigt overrasket:

- Jeg er fuldstændig overvældet af de muligheder for at køre mountainbike, som findes her, siger Kati Csak. Terrænets variation i form af både skove og bakker kombineret med placeringen af de smukke slotte er helt fantastisk. Dét at man er på en ø og har muligheden for at køre langs en kystlinje med de mange havnebyer er med til at fuldende en unik oplevelse. Jeg var virkelig overrasket over at finde sådan et mountainbike-paradis på denne ø, siger Kati Csak.

Fyn fik altså høje karakterer i bogen for sit landskab, men Destination Fyn er langt fra den eneste spiller, som har vist interesse for værtskabet af et nordeuropæisk EPIC Mountainbike Race. Der er altså et stykke vej endnu før første side kan skrives i det fynske mountainbikeeventyr. Hvis det lykkes, bliver det til gengæld et digert værk på flere bind. Tanken er således, at EPIC Mountainbike Race skal være en årligt tilbagevendende begivenhed på den samme destination men med forskellige ruter hvert år. Det første år forventer IRONMAN at kunne samle godt 500 deltagere.

Siteinspektionen, som udover fynske skove, bakker og kyststrækninger indeholdt et sansestærkt besøg på Heartland, var tilrettelagt i samarbejde med Geopark Det Sydfynske Øhav og frivillige fynske mountainbikere.

 

Publiceret: Mandag, juli 1, 2019