Danmarks hyggeligste cykelrute styrkes: Østersøruten får 3,7 mio. kr.

10/3/2019
Foto: Destination Fyn

Cykelruten N8 åbnede under stor bevågenhed i maj 2018. Nu får Destination Fyn i samarbejde med de øvrige partnere omkring cykelruten et boost til at styrke den positive udvikling af ruten med en bevilling på i alt 3,7 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har netop bevilget i alt 3,7 mio. kr. til at udvikle og markedsføre cykelruten N8. Bevillingen fordeler sig over to indsatsområder, hvoraf 2,7 mio. kr. går til forretnings- og hotspotudvikling og 1 mio. kr. går til markedsføring. Det samlede projektbudget ligger dermed på knap 10 mio. kr. 

Projektet skal udvikle den nationale cykelrute N8, også kaldet Østersøruten, som åbnede under stor bevågenhed i maj 2018. Målet er, at Østersøruten skal være en af Europas bedst servicerede og mest kendte cykelruter, hvor turister får en kvalitetsoplevelse, som skaber en høj tilfredshed. Parterne bag projektet mener, at det internationale potentiale er stort: 

For at indfri ambitionerne vil vi arbejde på tværs af tre indsatsområder, nemlig international markedsføring, forretnings- og hotspotudvikling samt strategisk udvikling af fysiske signaturelementer langs ruten, fortæller Jacob Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef i Dansk Kyst- og Naturturisme. Med projektet bygger vi videre på et strategisk samarbejde, der skal skabe god grobund for fortsat samarbejde mellem aktørerne inden for cykelturismen på alle niveauer. 

- Østersøruten vandt primo 2019 en pris som bedste internationale cykelrute på en populær cykelmesse i Holland. Med den nye bevilling bliver det muligt at fastholde dette internationale momentum, i første omgang på det tyske og hollandske marked og derefter på yderligere markeder, siger Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark. 

Dansk Kyst- og Naturturisme står for indsatsen omkring forretningsudvikling, og VisitDenmark står for den internationale markedsføringsindsats. Destination Fyn, der fra starten har set udviklingen af netop denne signaturrute som et vigtigt skridt på vejen mod ambitionen om at blive Nordeuropas foretrukne cykeldestination, glæder sig over bevillingen: 

- Med det her boost fra Erhvervsfremmebestyrelsen kommer udviklingen af Østersøruten op på den helt store klinge. På den fynske del af ruten har vi i kraft af Bike Island-indsatsen allerede gang i nogle rigtigt spændende koncepter omkring udlejning, bagagetransport og samarbejde med turoperatører som fx Ruby Rejser. De erfaringer, vi har gjort her, vil vi naturligvis spille ind i arbejdet og sikre, at det fynske cykelland bliver endnu mere attraktivt sammen med den resterende del af Østersøruten, siger forretningsudvikler på Østersøruten hos Destination Fyn, Nina Brandt Jacobsen. 

Der er fire hovedaktiviteter i udviklingsprojektet, som løber over knap tre år: 

  • For det første skal der udarbejdes en udviklingsplan for Østersøruten med udpegning af hotspots og testområder. 
  • Dernæst vil der blive gennemført forretningsudviklingsforløb med udgangspunkt i overnatning og fokus på oplevelser og servicering af cykelturister. 
  • Step 3 vil være etablering af en fælles hjemmeside for Østersøruten og udvikling af informationsmateriale og kort. 
  • Endelig skal der udvikles nogle servicekoncepter på tværs af hele den 8-tals formede rute såsom bagagetransport, leasing og leje af cykler og samarbejde med turoperatører. 

Om Østersøruten:

Østersøruten løber fra den dansk-tyske grænse ved Padborg i vest, over Als og Ærø, gennem det Sydfynske Øhav, henover Lolland, Falster og Møn i øst via Sydsjælland, over Fyn og Øhavet og videre mod Lillebælt, indtil ruten føres igennem den østlige del af Syd- og Sønderjylland. Ruten forbinder dermed hele den sydlige del af landet og går helt unikt gennem 12 øer og forbindes med 8 broer og 5 færger. 

Parterne i projektet er:

  • Dansk Kyst & Naturturisme
  • Dansk Cykelturisme
  • VisitDenmark
  • Destination Sønderjylland, Destination Lillebælt, Destination Fyn, VisitVestsjælland, VisitSydsjælland Møn og Business LollandFalster 

For yderligere information kontakt venligst:

  • Jacob R. Kirkegaard Larsen, destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, på telefon 5168 5345 eller mail jkl@kystognaturturisme.dk

Fakta om Dansk Kyst og Naturturisme

Dansk Kyst‑ og Naturturisme er en erhvervsdrivende fond, der vil udvikle og skabe vækst i kyst‑ og naturturismen i Danmark. Fonden er ansvarlig for udviklingen af kyst‑ og naturturismen i hele Danmark og skal medvirke til at vende tilbagegang til vækst og vinde nye markedsandele.

Dansk Kyst‑ og Naturturisme fokuserer på tre sammenhængende kerneområder inden for kystturisme; at sikre international synlighed, produktfornyelse og bedre destinationskvalitet. Se mere på www.kystognaturturisme.dk  

 

Publiceret: Torsdag, juli 4, 2019