Sofia Wulff

Ny marketingschef vil larme mere for Fyn

11/17/2020

Fra 1. december vil en ny stærk profil stå i spidsen for markedsføringen af Fyn og Øerne. Destination Fyn har nemlig ansat Sofia Wulff som chef for markedsføring, kommunikation og PR. 

Destination Fyn går ind i 2021 med en ny stærk profil ved roret, når det gælder om at sætte Fyn på verdenskortet. Den 1. december sætter Clarion Hotels’ Nordic Head of Marketing and Communication, Sofia Wulff, sig nemlig i stolen som Chef for markedsføring, kommunikation og PR hos det fynske destinationsselskab. Og hun kan næsten ikke vente med at tage hul på opgaven:

"Jeg ser store muligheder for Destination Fyn. Øen har alt: Kultur, historie, natur, hav, oplevelser og de skønneste overnatningsmuligheder – alt det, der er ekstra tiltrækkende i en tid, hvor vi søger nærhed og samhørighed og i høj grad tænker lokalt. Mit mål er, at Destination Fyn skal ”larme” mere og være mere synlig på relevante platforme med vedkommende indhold, der løfter Fyn som brand og produkt. Det gælder både nationalt og internationalt, for derigennem skaber vi større værdi for både medlemmer og interessenter," lyder det fra Sofia Wulff, der både har ledelses- og markedsføringserfaring fra flere store hotelkæder. Blandt andet tager hun et omfattende kendskab til Fyn med sig fra hendes tid hos Comwell Hotels.

Udover hotelverdenen, som jo også udgør en vigtig del af Destinations Fyn medlemsskare og stærke erhvervsbaserede fundament, tæller Sofias CV også virksomheder som Metronome og Garmin Danmark, hvor hun har arbejdet indgående med at udvikle og opbygge brands, koncepter og strategier. 

Det er således med stor begejstring, at klyngedirektør Rasmus Hessum Hansen ved indgangen til julemåneden byder den nye marketingschef indenfor i Munkebjerg Business Park, hvor Destination Fyn siden i sommers har haft til huse sammen med resten af Erhvervshus Fyn. Han er nemlig ikke i tvivl om, at Sofia er den helt rigtige til at navigere Fyn igennem Covid-19 skærene og ud på det åbne hav:

"Jeg glæder mig over, at Destination Fyn er blevet et rigtigt interessant og attraktivt sted at udfolde sit arbejdsliv og passion. Det vidner den her ansøgningsrunde tydeligt om. Og så er det ekstra glædeligt, når det lykkes at rekruttere en stærk profil, der som Sofia passer lige præcis til den opgave, vi står overfor i det fynske destinationsselskab," siger Destination Fyns klyngedirektør Rasmus Hessum Hansen og fortsætter: 

"Med den energi Sofia udstråler og de resultater, hun har skabt, formår hun helt sikkert at holde det stærke momentum, vi har på det danske marked med ”Fyn skal det være” samtidig med, at hun med sit mod, sin erfaring og sin kreativitet kan være med til at drive nye mål og sætte Fyn på verdenskortet i en tid, hvor der er vendt op og ned på de rammer, vi normalt arbejder inden for. " 

Destination Fyns tidligere chef for Marked & Udvikling Mads Asbild vil fremover dedikere sin tid og smittende energi til Destination Fyns spændende udviklingsprojekter.