Danisa Denmark Open

International topbadminton kickstartes med boble i Danmark til oktober:

8/27/2020

Odense vært for den internationale badmintonelite to uger i træk

Det årlige fynske badmintonbrag Danisa Denmark Open har fået vokseværk i Coronatiden. Turneringen er ikke blevet større med flere spillere, men eventen er vokset ind i uge 43, hvor badmintonstjernerne bliver i Odense i stedet for at rejse til French Open. Det internationale badmintonforbund BWF har nemlig besluttet at genoptage den internationale turneringsafvikling i tæt samarbejde med Badminton Danmark og med en ”badminton-familie-boble” i Danmark som omdrejningspunkt.

Med aflyste turneringer siden marts kan den professionelle badmintonverden slet ikke vente med at komme i gang ved nettene. Og nu hvor flere andre dele af den internationale sportsafvikling så småt er ved at blive løbet i gang, tørster klodens mange fjerfans også efter at se Viktor Axelsen, Momota og alle de andre stjerner i aktion.

Det får de nu mulighed for med TV-billeder fra Odense i oktober. Og det bliver ikke bare i efterårsferien, hvor Danisa Denmark Open jo plejer at rulle af stablen i Odense Idrætshal. I år skal stjernerne tillige dyste i en helt særlig CoVid19-turnering under samme fynske tag i uge 43. For at hindre smittespredning har Badminton Danmark og det internationale badmintonforbund BWF nemlig besluttet at etablere en boble med badmintonstjernerne og alt det, der omgiver dem, i Danmark i oktober.

- Idéen er at samle alle de internationale spillere og officials det samme sted i længere tid i stedet for at lade dem rejse på kryds og tværs af verden for at spille turneringer. Det hele indledes med Thomas Uber Cup i Århus i uge 41, hvorefter karavanen rykker til Odense, hvor ikke bare Super 750-turneringen DANISA DENMARK OPEN presented by VICTOR afvikles lige som de sidste 13 år men også en helt ny Super 750-turnering, der kommer til at fylde Odense Idrætshal med fjerbolde i uge 43, fortæller direktør i Badminton Danmark Bo Jensen, der tillægger fleksibiliteten og omstillingsparatheden hos Destination Fyn, Odense Kommune og de øvrige fynske samarbejdspartnere stor ære for, at det har kunnet lykkes at tiltrække det helt særlige Corona-turnerings set-up. 

-Vi glæder os i første omgang over, at det er lykkedes at skabe rammer omkring vores badmintonbrag i Odense, som gør at turneringen kan afvikles i år. Og så er vi naturligvis ved at revne af stolthed over, at Danmark og Odense bliver omdrejningspunkt for Corona-genstarten af international topbadminton. Nogle af vores odenseanske hoteller, som har været hårdt trængt i Corona-tiden og ser en usikker fremtid i møde, kan nu se frem til, at der flytter gæster med ketsjere og fjerbolde ind i både uge 42 og 43, siger eventchef hos Destination Fyn, Jakob Staun  

Omfanget af det besøg spillere og officials aflægger i det fynske i forbindelse med Danisa Denmark Open er altså udvidet betydeligt, og det er noget, hotellerne i Odense hilser velkommen.

-    Lige nu modtager vi dels opkald med aflysninger eller tilpasninger fordi usikkerheden omkring CoVid19-udviklingen og tidsrammen for opretholdelsen af restriktioner gør gæsterne nervøse og tilbageholdende. Vi ser derfor ind i et efterår med lavere aktivitet end sidste år, og så er jo kærkomment med et opkald, der stiller i udsigt, at vi kan byde badmintonfolket indenfor i lidt længere tid end sædvanligt, lyder det fra Enrico Augustinus, direktør for Odense Sport & Event, som tog imod netop Denmark Open-officials og -spillerne, som de allerførste gæster på det spritnye Hotel Odeon for to år siden. 

Den tiltænkte boble, hvor BWF samler spillere og officials det samme sted i længere tid indebærer naturligvis en lang række forholdsregler og procedurer, der skal sikre, at den rent faktisk bliver et effektivt værn mod Covid19-smittespredning. 

F.eks. skal alle spillere testes, umiddelbart inden de drager afsted hjemmefra, og der bliver ligeledes en testprocedure, som udfoldes ved ankomst og i løbet af turneringen. Derudover vil frivillige, tilskuere mv. skulle temperaturscreenes ved indgang til hallen, og adgangen til spillere og deres officials bliver yderst begrænset og kun forbeholdt særligt akkrediterede og i øvrigt testede personer.