Destination Fyn_logo

Fyn skal det være – også i 2021

16.12.2020

Året 2020 går på hæld - og hvilket år det har været. Destination Fyns direktør Rasmus Hessum Hansen gør status over et år, som næppe går i glemmebogen.

Af Rasmus Hessum Hansen, direktør i Destination Fyn

Året 2020 har i sandhed været et anderledes år. Et hårdt år for store dele af turismebranchen, som har været under et ekstraordinært pres. Et lærerigt år, som har vist os, at selv de mest stabile forretningsmodeller kan blive skrøbelige. Et år, hvor der midt i krisen var en sommer, der fik danskerne til at indtage sommerlandet, og gav Fyn og Øerne rigtig mange gæster. En sommer, hvor den samlede destination blev styrket i vores landsmænds bevidsthed. Derfor har 2020 også været et år, som har givet plads til helt nye idéer, der peger fremad for dansk og fynsk turisme.

Planerne var kørt i stilling, og sæsonen så småt i gang hos alle aktører i fynsk turisme, da COVID-19, restriktioner og retningslinjer i det tidligere forår ændrede de fleste kendte forudsætninger. Med ét blev usikkerheden et grundvilkår, som vi alle måtte lære at håndtere. Alt, hvad vi havde lært om strategi, handlingsplaner og eksekvering, gav ikke længere et sikkert udgangspunkt at styre ud fra. Vi er selvfølgelig alle vant til, at planer må justeres undervejs, men ingen af os har før stået i en situation, hvor det var så tæt på umuligt at få fast grund under fødderne. Det var ret angstprovokerende, men også – når vi ser tilbage – ganske lærerigt. Heldigvis er vi nået til et punkt, hvor vi kan skimte lys for enden af tunnelen i form af vaccinerne, der er på vej.

Men det kommer til at tage tid at få rystet 2020 af sig. Lige nu er situationen den, at “produktet Fyn er knækket over”. Det er endt med at blive et fint år for kyst- og naturproduktet, og flere steder på Fyn har der været fremgang, som især camping og feriehuse har nydt godt af. På Ærø har 2020 eksempelvis været et rekordår godt hjulpet på vej af billige færger og danskernes lyst til at udforske hjemlandet.

Andre steder på øen er 2020 et annus horribilis med massiv tilbagegang. Det gælder især Odense, hvor oplevelserne i den store by ikke har trukket mange gæster, da danskerne helst har ville undgå store folkemængder, og hvor især møde- og konferenceproduktet har været meget hårdt ramt. Det samme gælder restauranter og caféer, hvor mange har måtte grave dybt for at finde styrken til at kæmpe videre under meget svære vilkår.

Kigger vi tilbage på 2020 med positive briller, er der grund til at glæde sig over de mange rigtig gode eksempler på virksomheder og ildsjæle, der har kæmpet mod svære odds, udviklet deres forretning og skabt løsninger, som også i årene fremover vil bidrage til fynsk turisme.

Her kan blandt andet nævnes Foreningen Små Armbevægelser, der på kort tid skabte den succesfulde festival “5700 Summer”, som på sikker vis inviterede publikum til store musikalske oplevelser i små, intime byrum. Eller hvad med Tirza Snip & Nicki Dreyer - ejerne af Tiki Camp på Langeland, der fik stor succes med deres økologiske glamping-koncept i året, hvor mange søgte naturens ro og det simple liv.

Fyn har derfor noget særligt at bygge på, nu hvor vi skal helt op at stå igen efter Covid-19. En bevægelse, hvor også den bæredygtige dagsorden bliver vigtig. I Destination Fyn vil vi gerne være de fynske turismevirksomheders partner på rejsen mod en mere bæredygtig strategi og måde at arbejde på. Vi har allerede i efteråret 2020 skudt indsatsen i gang med et vellykket kickoff-arrangement på Storebælt Sinatur Hotel & Konference, og for nyligt sørgede vi for, at dygtige folk fra Skarø Is, Aalborg Kongres- og Kulturcenter, samt H.C. Andersen Festivals formidlede deres inspirerende erfaringer med bæredygtighedsstrategier på et webinar. Også i 2021 skal vi mødes om bæredygtighed med fokus på udvikling af oplevelser, som taler til gæster fra både ind- og udland. Vi ser således frem til at tage hul på et nyt år.

2021 kommer givetvis også til at byde på sine udfordringer med restriktioner og en højsæson, hvor det er svært at forudsige, hvem vi kan byde velkommen til. Men det seneste år har skærpet vores fælles produkt, vores fælles fortælling og gjort os mere omstillingsparate end nogensinde før. Så vi er klar til igen at overbevise folk fra nær og fjern om, at “Fyn skal det være!”

Med de ord – glædelig jul og godt nytår fra alle os i Destination Fyn!