Destination Fyn_logo
Sports Lørdag Ugen 2022

Fynske Bank Sportslørdag omdannes til en hel sportsuge i uge 3

5.1.2021
Foto: Destination Fyn

Hele Fyns sportsfestival, Fynske Bank sportslørdag, som står for at hylde det fynske idrætsliv, dets sportshelte og de frivillige kræfter og foreninger bliver i 2021 omdannet til en online begivenhed under navnet: Fynske Bank Sportsugen, som løber af stablen fra den 18.-24. januar 2021.

Tidligere har Odense Idrætshal, bowlinghal, isstadion og cykel- og atletikarenaen Thorvald Ellegaard Arena dannet rammen om en oplevelsesrig dag i sportens tegn, hvor op imod 6.000 gæster kunne afprøve forskellige sportsgrene og overvære kåringerne af de traditionsrige priser.

Grundet Covid-19 bliver fejringen omdannet til en online begivenhed. I hele uge 3 sættes der fokus på det fynske idrætsliv. Her vil man kunne følge med direkte hjemme fra sin sofa og overvære kåringerne af Årets Frivillige Idrætsleder, Den Fynske Idrætsforeningspris, Fynske Bank Kammeratskabspris, Årets Fund og Årets Sportsnavn på Fyn. Sidstnævnte pris har en lang historie bag sig - den er nemlig blevet uddelt siden 1950.

Borgmester Kenneth Muhs fra Nyborg Kommune er begejstret for arrangementet.

- Det er altid vigtigt, at komme godt i gang med et nyt år. Om noget, så gælder det for 2021, når vi tænker på hvad vi skulle igennem i 2020. En af de årlige begivenheder der for mig er med til at sparke et spændende år på Fyn med sammenhold, kommunerne imellem, er uden sammenligning Sportslørdag. Det er det også i 2021. Også selvom vi ikke må mødes som vi plejer. I stedet får vi en virtuel sportsuge som jeg håber mange vil “deltage” virtuelt i. For fællesskabet, foreningslivet og sporten er stadig lige vigtigt, ja måske endda endnu vigtigere end tidligere, for os alle på Fyn.

- Det er et stort skulderklap at få, og det gjorde mig meget glad, at den indsats og de resultater jeg opnåede i 2019 var blevet set og anerkendt, ikke kun af folk i "løbe- og atletikverden", men også udover det. Det at jeg rent faktisk endte med at vinde prisen, endte med at betyde en del mere for mig, end jeg først havde troet. Jeg er generelt meget ydmyg som person, og kan godt være hurtig til bare at komme videre... Da jeg fik prisen, gjorde det, at jeg selv stoppede op og anerkendte det, jeg havde opnået. Det gjorde, at jeg blev stolt af mig selv, hvilket jeg ellers har svært ved. Det var en stor ære at modtage prisen, og jeg håber, at "Årets Fund 2020" får ligeså stor glæde af at vinde prisen, som jeg gjorde. Fortæller sidste års vinder af Årets Fund Laura Valgreen.

Udover prisuddelingen kan publikum glæde sig til en hilsen fra Nyborg Kommunes Borgmester, Kenneth Muhs og Kerteminde Kommunes borgmester Kasper Olesen, når diplom og håneretten for kommunedysten skal overdrages. Ligeledes kan publikum se frem til et gensyn med den populære maskotdyst, hvor Odense Boldklubs maskot Victor konkurrerer mod LuriFox fra Odense Håndbold, Svendborg Rabbits kanin, Van GOG fra GOG og Odense Bulldogs’ Scotty. I år skal maskotterne som noget helt nyt dyste i bowling og simulatorgolf.

På Sportslørdags Facebookside: www.facebook.com/sportslordag kan man følge med hele ugen.

Det foreløbige program for uge 3 er således:

Den 18. januar: Maskotdysten
Den 19. januar: Kommunedysten – overrækkelsen af diplom og håneretten
Den 20. januar: Kåring af Årets Frivillige Idrætsleder og Den Fynske Idrætsforeningspris
Den 21. januar: Kåring af Fynske Bank Kammeratskabsprisen
Den 23. januar: Kåring af Årets Sportsnavn og Årets Fund.