hvalsafari marsvin lillebælt båd skib hav mira3 middelfart

Det fynske turismesamarbejde styrkes: Middelfart bliver del af Destination Fyn

4/30/2020
Foto: VisitLillebælt

Middelfart Kommune søger om optagelse i Destination Fyn, og dermed styrkes det tætte fynske turismesamarbejde yderligere. Det vækker begejstring hos de øvrige fynske kommuner, at samarbejdet nu omfatter hele Fyn og øerne.

Det fynske samarbejde på turismeområdet er stærkt, men fremover bliver det endnu stærkere. I fremtiden kommer Destination Fyn nemlig også til at omfatte øens nordvestlige hjørne, og Middelfart Kommune ser frem til samarbejdet med de øvrige fynske kommuner.
 
- Med et medlemsskab i Destination Fyn bliver vi en del af en stærk fortælling og får mulighed for at vise bl.a. Lillebælt og Naturparken frem i markante kampagner i ind- og udland, siger borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd Jensen.
 
Med Middelfart Kommunes ønske om at blive en fuldbyrdet del af Destination Fyn får Fyn nu optimale betingelser for at skabe vækst og udvikling i det turismeerhverv, som er hårdt presset af corona-krisen.
 
-Det er en rigtig god nyhed, at Middelfart ønsker at være en aktiv del af det fynske samarbejde omkring Destination Fyn. Jeg ser det som en klar anerkendelse af, at der er tyngde og styrke i de initiativer, vi driver sammen på Fyn. De udfordringer, som erhvervet er havnet i her i corona-krisen, har kun gjort behovet for samarbejde endnu større, siger Kenneth Muhs, der formand for Erhvervshus Fyn, hvor Destination Fyn hører hjemme.
 
Det fynske samarbejde i Destination Fyn består både af udviklings- og markedsføringsindsatser, og der er stort behov for begge dele i den kommende tid, hvor turismeerhvervet skal genstartes efter corona-krisen.
 
- Det er en god dag for fynsk turisme, og det glæder mig, at vi i stigende grad står sammen på Fyn. Middelfart har rigtig meget at byde ind med, både når det gælder erhvervsturisme og når det gælder det stærke brand, der findes omkring Lillebælt. Middelfarts beslutning gør Fyn til en hel ø, når det gælder turisme. Det styrker sammenhængskraften og muligheden for at udvikle og markedsføre Fyn, som en samlet enhed og et attraktivt valg for danske og udenlandske turister, siger Peter Rahbæk Juel, der er næstformand i Erhvervshus Fyn og borgmester i Odense.
 
Middelfart Kommunes beslutning ligger i forlængelse af KL og regeringens aftale om konsolidering af den lokale turismefremme, som fremadrettet skal samles i 15-25 destinationsselskaber. Med beslutningen er alle 10 fynske kommuner nu med i samarbejdet omkring Destination Fyn. De øvrige erhvervsrettede aktiviteter i Erhvervshus Fyn er Middelfart Kommune forsat ikke en del af.