Destination Fyn_logo
Bronzefarvet plastikkort med teksten Cluster Management Excellence på himmelblå baggrund.

Fyn bliver Danmarks første internationalt certificerede turismeklynge

3.12.2019
Foto: Destination Fyn

Fyn har modtaget The European Secretariat for Cluster Analysis' (ESCA) bronzelabel. Det betyder, at Destination Fyn er det første destinationssamarbejde i Danmark, der opnår anerkendelse i EU's klyngeinitiativ, som siden 2009 har været en del af unionens konkurrence- og innovationsprogram.

Turismesamarbejdet i det fynske er af en helt særlig støbning. Samarbejdet mellem de godt 175 attraktioner, virksomheder, organisationer, netværk, kommuner, uddannelses- og forskningsinstitutioner i Destination Fyn har nemlig modtaget ESCA's bronzecertificering, som er en anerkendelse af, at Fyn er parat til at arbejde som en klynge på turismeområdet.
 
For Destination Fyn er certificeringen et kvalitetsstempel, men det er også en døråbner. Med den i hånden er det bl.a. muligt at benchmarke sig op mod andre klynger og finde vej til flere midler:
 
-Certificering kan give os adgang til vigtige internationale netværk, men det vil - vigtigst af alt - stille os langt bedre, når det handler om fundraising og tiltrækning af investeringer. Det er et effektivt værktøj i den forstand, at certificeringskravene tvinger os til hele tiden at evaluere os selv som klyngesekretariat og være meget bevidste om vores målsætninger og måde at arbejde på, fortæller Rasmus Hessum.
 
Med det udviklingsarbejde, som Destination Fyn sammen med destinationsmarkedsføringen har indledt bl.a. i forhold til at løfte det fynske turismesamarbejde digitalt, er der nemlig mange nye kasser, der kan granskes for eksterne midler til at booste de fynske turistvirksomheders partnerfinansiering.
 
- Vi er rigtig stolte af den her klyngecertificering, som skiller Fyn ud fra Danmarks øvrige turismesamarbejder. Som partner er vi på Egeskov glade for at være med i et fællesskab, der ikke bare er med til løbende at skabe forretning for os, men som formår at bedrive udviklingsarbejde med nyskabende koncepter i takt med, at det i stigende grad lykkes at få sat Fyn på landkortet internationalt som et attraktivt rejsemål for de mange turister, der i dag er på markedet, siger Henrik Neelmeyer, direktør på Egeskov og formand for Destination Fyns advisory board.
 
Hos Dansk Kyst- og Naturturisme glæder direktør Jens Hausted sig over, at Fyn er godt på vej i bestræbelserne på at udvikle sig til et anerkendt og attraktivt internationalt rejsemål:
 
- Bronzecertificeringen er et udtryk for, at det fynske vækstprojekt bevæger sig i den helt rigtige retning, siger han.
 
Sammen med Destination Fyn har Dansk Kyst- og Naturturisme bl.a. sikret opbakning til styrkelsen af Fyn som international turismedestination via støtte fra Vækstforum i Region Syddanmark på 1 mio. kr. til projekt Placemaking Fyn, der udover certificeringen rummer specifikke udviklingsinitiativer omkring Fyn som gastrodestination og revitaliseringen af Nyborg Slot som et fyrtårn på destinationen.
 
Destination Fyns certificering ligger desuden godt i tråd med måden, der i øvrigt arbejdes på i Erhvervshus Fyn, som allerede nu huser tre certificerede klynger inden for industrierhvervet. To af bronze; BygFyn og Fyns Maritime Klynge samt en enkelt af guld, nemlig Odense Robotics.