©  Foto:

Sommerhytter på Skarø

Overnat i hyggelige hytter på Strandgården på Skarø med udsigt til havnen og kort afstand til færge, strand og øens ro.

Hyggelige og veludstyrede hytter

På Strandgården på Skarø finder du to røgfrie og hyggelige hytter med plads til to personer i hver, hvor den ene hytte desuden har en lille hems med mulighed for en ekstra soveplads. Hytterne ligger på teltpladsen ved Sommersild, kun 300 meter fra færgelejet, og er isolerede samt udstyret med lys og varme. Hytterne udlejes med dyner, puder, sengelinned, håndklæder, viskestykke, karklud samt service og glas. Udenfor hytterne er der borde og stole, hvor du kan nyde udsigten og udelivet.

Fælles faciliteter og praktisk information

Hytterne har ikke eget køkken eller toilet, men der er adgang til pladsens store fælleslokale med køkkenfaciliteter, køleskab samt komfur og ovn. Der er adgang til toilet på pladsen, og varmt bad kan benyttes i havnens servicebygning ca. 300 meter væk mod betaling med dankort. På Strandgården findes også en lille gårdbutik med salg af lammeskind og kød fra øens egne naturplejende dyr, og det er muligt at bestille morgenbrød på øen.