Øhavsstien: Fjællebroen - Egebjerg Bakker - Svendborg
Tag med på denne 30 km lange del af Øhavsstien hvor du både kommer til at gå langs havkanten og inde i skoven.
Denne smukke, men til tider våde strækning, starter ved kysten ved Fjællebroen og fører dig langs Fyns sydkyst til smeltevandsdalen Syltemade Ådal, hvor du finder ’Præstens skov’, der med sine gamle krogede træer, i forsommeren tætte dække af ramsløg i skovbunden og fine udsigt over Øhavet i skovens østside, udgør en god ’Kaffeplet’. Når du er klar til, at gå videre fra denne perle, fører ruten dig videre til Vester Skerninge, hvor både kirken og kroen er interessante, historiske bygninger.
Ved Vester Skerninge og går stien over Stågerup Kohave, Mændenes Løkke med voldstedet og op til Egebjerg Bakker. Herfra ned gennem Hvidkildes skove forbi mindestenen til Hvidkilde Gods. På vejen kommer du forbi Egebjerg Mølle Naturrum, der med sin smukke udsigt over Øhavet og Fyn, og fortællingen om Øhavets tilblivelse og hvordan istiden har skabt vores landskab, bestemt er et besøg værd.
Stien fortsætter videre til Hvidkilde Sø, der med sit rige fugleliv, er et godt sted at spotte forskellige arter året rundt. Turen fortsætter over åsen ved Egense, der viser sig som et markant bakkedrag i et ellers fladt landskab, og dermed udgør et godt udsigtspunkt. Du kommer gennem beboelseskvartererne Kogtved og Strandhuse, forbi Sankt Jørgens Kirke, under Svendborgsundbroen før du når frem til den gamle, atmosfærefyldte købstad Svendborg.
Denne del af ruten kan du følge på Geoparkens App, som du kan downloade både på App Store og Google Play.