VisitFyn

Hjadstrup Kirke

Kirken med det røde tårn på Horsebækvej mellem Otterup og Uggerslev var indviet til Skt. Michael og er et smukt vartegn for landsbyen Hjadstrup!

Hjadstrup kirke er bygget omkring 1100-tallet, og den har sandsynligvis været en af de første kirker i området, for ifølge historien måtte folk fra Hals (det nuværende Enebærodde og Hofmansgave-området) op klokken 2 om morgenen for at nå til barnedåb og gudstjeneste i den nærmeste kirke, som dengang var Hjadstrup kirke.

Kirken var indviet til Sankt Michael, ærkeenglen der besejrede Satan og smed ham ud af Paradis.

Kirken lå til Kronen indtil 1678, hvor Sidsel Knudsdatter Grubbe, som var hofdame ved dronning Sofie Amalie, købte denne kirke og Østrup Kirke. I 1682 solgte hun kirkerne til sin nieces ægtefælle, Johan Didrich von Wettberg til Østrupgård, og kirkerne lå herefter under denne herregård. Hjadstrup Kirke overgik til selveje i 1909.

Det er en romansk kvaderstensbygning, der oprindeligt blot har bestået af skib og kor. I slutningen af 1400-tallet blev kirken bygget om og fik bl.a. sit tårn. I 1885 fik kirken endnu en grundig renovering, der blev styret af den daværende herremand på Østrupgård Elias Møller.

Værd at se

  • Altertavlen er fra 1934 og malet af Axel Hou. Den forestiller Kristi Opstandelse og har en smukt udskåret egetræsramme.
  • Døbefonten i granit er romansk med en fin frise
  • Korbuekrucifikset er fra 1400-tallets første halvdel
  • Alterbordspanelet er fra 1570'erne og har relieffer med plante- og dyreornamenter. Det er sandsynligvis udført af de to snedkere Rasmus og Knud Hansen, som også står bag prædikestolens lydhimmel fra 1575. De har også udført prædikestole i tre norske kirker efter denne tid, så de må være taget til Norge efter deres arbejde i Hjadstrup.
  • Den gamle altertavle fra 1744 og nymalet 1771 er placeret på korets nordvæg. Den er illusionistisk malet med søjler i siderne og viser Kristi korsfæstelse og opstandelse med Det Altseende Øje øverst.