VisitFyn

Gåtur: Rundt om nordspidsen og tværs over øen gennem Stigtehaver

Gåtur 12 km - Turen rundt om øens nordligste punkt er en af Jette og Jespers favorit-distancer: To fyranlæg, en gammel sommerhuskoloni og noget af Danmarks flotteste bøgeskov er blandt attraktionerne.

Med start i Lohals går turen ad stranden forbi et skovbryn med over 200 år gamle krøllede og knortede løvtræer, Troldeskoven kaldet.

Det kan du opleve i skoven:

 


Gåtur 12 km - Rundt om nordspidsen og tværs over øen gennem Stigtehaver 

“12

Med start i Lohals går turen ad stranden forbi et skovbryn med over 200 år gamle krøllede og knortede løvtræer, Troldeskoven kaldet.

Tæt på nordspidsen ligger Frankeklint Fyr, højt hævet og måske derfor uden fyrtårn? Spidsen på det allernordligste punkt flytter sig ligesom Grenen på Skagen; det siges, at vandet der, hvor bølgerne brydes, ind imellem bliver ”ternet”, men det kan nu være svært at se….

Når du lidt senere har beundret en koloni af fine, sorttjærede sommerhuse fra 20’erne følger du diget sydpå til Hou Fyr, som har et fint 12 meter højt tårn med rødt mavebælte.

Returen til Lohals følger skovstierne gennem noget af Danmarks prægtigste bøgeskov. Bøg har specielt gode vækstforhold på Nordlangeland, og skoven er så fornem, at den er kåret som leverandør af bog (frø) til produktion af nye træer.

Via et lille hjørne af Østre Prisskov finder du Uglebjergvej og traver gennem Østre Stigtehave, går lidt nordpå ad Hovvej til det lille skovmuseum Hollænderhus og Skovhaven med over 40 arter af træer og buske, som findes i danske skove.

Langs stien tilbage til  Lohals kan du ved nærmere eftersyn finde spor af både lergrave og jernalderagre, og så er det jo ikke uvæsentligt, at dronning Margrethe og prins Henrik kørte i karet ad netop denne sti i 2008.

Og hvoraf så navnet Stigtehaver? Joh, en overgang var skovene ejet af Fyns Stift, de var ”Stiftets Haver”, og det blev sidenhen - måske ved en høre- eller talefejl? - til Stigtehaver.