Dykkersted Snoghøj
Sukkertangbælter med Ålekvabber. Ålegræsenge med mange nålefisk. Bundens topografi, dens store variation og bevoksning er i særklasse. Mange søstjerner. Mulighed for at opleve den smukke bropille.
Fakta
Kørevejledning: Fra E 20 kører man af ved afkørsel 59 ved Fredericia. Kør herefter mod Snoghøj ad Snoghøj Landevej. Efter et par hundrede meter drejes til venstre af Lyngsoddevej og straks efter til højre af Snoghøjvej. For enden af denne vej drejes til venstre og efter 50 meter er man på P-pladsen ved Lillebælt.
Geokoordinater:
Longtitude:9.7157257815
Latitude: 55.519732223
Google Earth koordinater:
Latitude: 55°31'10.55"N
Longtitude: 9°42'56.65"Ø
I og op af vandet: Et godt sted er lige under broen
Highlights: De meget varierede bundforhold. Oplagt sted at snorkle.
Luftpåfyldning: Der er mulighed for at fylde luft på ved Hindsgavl Camping i Middelfart (helårsåbnet) indenfor deres åbningstider: Hindsgavl Camping. Alternativt kan man spørge hos den lokale dykkerklub i Middelfart: 3311 1323
Bedste årstid: hele året
Farlige områder: Undgå at komme ud i bæltet og sørg for tydelig markering med A-flag. Sejlads tæt på land forekommer hele året.
Dybde: 0-25 m.
Strøm: Kan være stærk
Sværhedsgrad (1-5): 3-5
Tilladelser: Ingen
Faciliteter: p-plads og toilet mod betaling (husk mønter)
Fotomuligheder: Gode muligheder for makro og vidvinkel
Snoghøj
Snoghøj dykket foregår lige ved siden af Den gamle Lillebælts på Jyllands siden. For enden af Gl. Færgevej ved Snoghøj parkerer man bilen blot 10 meter fra vandkanten. Her har det lokale bådlaug deres klubhus og en bro. Det betyder, at der ikke er langt at gå for at komme i vandet.
Der er mulighed for at gå i vandet til højre for bådebroen, men det bedste sted vil være at gå hen ad stranden til man står under den gamle Lillebæltsbro. Herfra tages kompasretning mod det vestligste hjørne af bropillen. Vær opmærksom på at kompasset påvirkes af jernet i broen og at strømmen kan føre dig ud af kurs.
Men forude venter der et fantastisk dyk. Bundens topografi, dens store variation og bevoksning er i særklasse. Der bliver det hurtigt dybt og snart er man nede på 10 meters dybde. Derefter går det nedad på ca. 20 meter, hvorefter det stiger lidt igen. Er man under broen når der kommer et tog, er man ikke i tvivl om at man er under broen. Når man nærmer sig bropillen mødes man af store sten og lidt efter resterne af en minefanger som rager et par meter op over bunden.
Bropillen er inddelt i flere niveauer og broens granitbeklædte sider er intakte og meget smukke til trods for, at de har stået i salt vand siden 1930’erne. Som dykker er der rig mulighed for at samle fiskegrej som sidder fast på bropillen.
På bunden vil man kunne spotte flere efterladenskaber fra den tid hvor broen blev opført, bl.a. jern stilladser men også nyere ”tabte” genstande som eksempelvis cykler.
På vejen tilbage til land passeres små skrænter med vajende sukkertang og mindre huler, hvor specielt ålekvabben gemmer sig. Det er et rigtig spændende dyk, hvor man let kan kommer til at fordybe sig i alle indtrykkene og derved glemme tiden. For at tage den korteste vej tilbage mod land og p-pladsen, kan man vælge at tage en skrå kurs retur.
Være opmærksom på at dykket ud til den bropille der er tættest på Jylland, er et langt dyk og bør kun foretages når der er svag- eller ingen strøm. Det er svært at korrigere for strømmen, da man skal svømme et stykke ca. 150 m. Man kan nå en maksimumsdybde på 25 meter, men det meste af dykket foregår på mellem 17-20 meters dybde.