VisitFyn

Cykelrute: Kyst til kyst-ruten (31 km)

Tag på en skøn cykeltur tværs over Langeland, fra Rudkøbing til Spodsbjerg, gennem et klassisk langelandsk kulturlandskab med åbne marker, små landsbyer og hyggelige bindingsværkshuse.

Cykeltur i den danske natur egnet til dagstur
Ture på egen hånd
Foto: Andreas Bastiansen

Rudkøbing som udgangspunkt

Den hyggelige købstad Rudkøbing (krydspunkt 30) er et oplagt udgangspunkt for turen med smalle gader, lave byhuse med stokroser og stemningsfulde købmandsgårde. I bymidten finder du små specialbutikker og caféer – perfekte til en kop kaffe, inden du cykler videre.

Nordøst for byen ligger Simmerbølle Kirke (krydspunkt 48), en middelalderkirke med et markant tårn fra 1800-tallet. Ikke langt derfra passerer du Pederstrup (øst for krydspunkt 79), en lille landsby med smukke bindingsværkgårde. På vej mod Spodsbjerg (krydspunkt 64) cykler du gennem et naturskønt område med karakteristiske hatbakker fra istiden.

Spodsbjerg og kysten

Ved Spodsbjerg kyst møder du den børnevenlige strand Drejet, omgivet af sommerhuse. Den gamle fiskerby, nævnt allerede i 1472, har stadig et aktivt maritimt miljø med færgefart og salg af frisk fisk. Kig også efter den tidligere stationsbygning fra Langelandsbanen – et fint kulturhistorisk spor.

Syd for Spodsbjerg åbner landskabet sig ved Sønderskov med udsigt over Langelandsbæltet. Her ligger også Næbbeskov, kendt for sin rige sommerfuglefauna.

Tilbage mod Rudkøbing

På vejen tilbage passerer du Fredskoven med udsigt over Vejlen og byen. I området ligger herregården Fårevejle fra 1300-tallet, omgivet af et klassisk langelandsk kulturlandskab med levende hegn, marker og små skovstrøg.

Tilbage i Rudkøbing kan du besøge Langelands Museum eller tage et kig forbi Rudkøbing Mølle på den gamle fæstningsvold. Slut turen ved havnen, hvor færgerne sejler mod Ærø og Strynø, eller tag en dukkert ved den restaurerede badeanstalt.

Turen kan cykles i begge retninger, og du vælger selv dit startpunkt.

Sådan bruger du cykelnettet

Tallene på kortet viser knudepunkterne, der er forbundet via cykelnettet på de mest cykelvenlige veje og stier. Planlæg din rute ved at følge tallene
fra punkt til punkt og tilpas længde og retning undervejs. Planlæg din rute på cykelnetplanlaegger.dk

På turen passerer du følgende knudepunkter: 30-53-93-16-74-72-13-91-64-79-29-48-85-59-71-28-63-30.

Cykelruten er udarbejdet af Langelands Stivenner og udviklingen af ruten er medfinansieret af EU.

Læs mere
Faciliteter
  • Længde i km.: 24,4 km
  • Højdemeter: Stigning 62 m.

Find vej

Havnepladsen

2

5900 Rudkøbing

Loading map...

Sidst opdateret af::VisitLangelandvisit@langelandkommune.dk

Relaterede produkter