©  Foto:

Bregninge Kirke

Bregninge Kirke er en af de danske kirker, der har flest besøgende. Den ligger smukt på toppen af Tåsinge, og fra tårnet er der en fantastisk udsigt over det sydfynske øhav og Svendborg.

Umiddelbart tror besøgende, at kirken er af nyere dato. Årstallet på tårnets vestside er 1883, hvilket snyder de fleste til at tro, at det er kirkens byggeår. Men kirken er oprindeligt en hvidkalket middelalderkirke, bygget på en sokkel af granit og med mure i rå og kløvede kampesten.

I kirkens indre kan du stadig se de oprindelige, hvide kampestensmure.

Som de fleste middelalderkirker er Bregninge kirke blevet til over mange år. Kirken, kor og hovedskib, blev bygget i kampesten år ca. 1100, formentlig som afløser for en trækirke. Der har sandsynligvis ligget et helligt sted for Thor på toppen af Bregninge bakke, hvor Bregninge kirke nu ligger.

Lige ved siden af kirken finder du Tåsinge museum.