Badehusene i Ærøskøbing
Udenfor Ærøskøbing ligger de mange faverige, smukke og traditionsrige badehuse som perler på en snor og pryder kyststrækningen som de har gjort i årtier.
I badehusene nydes livet, mens sankthansbålet brænder eller æggene koges påskelørdag, imens solen går ned og forsvinder i horisonten. Du finder de historiske badehuset to steder på Ærø, på Eriks Hale i Marstal og på Vesterstrand ved Ærøskøbing.
Begge steder er husene smukke, karakteristiske og velholdte ned til mindste detalje. Grundene, som badehusene står på, er lejede – for altid. Og klausulerne er skrappe: Ingen udbygninger, ingen tilbygninger og ingen installation af el eller vand. Alt skal forblive, som det var og kun moderate forbedringer er tilladt.
Tiden står stille på Vesterstrand i Ærøskøbing og Eriks Hale i Marstal når Dannebrog er strøget til himmels og det klare vand indbyder til en dukkert - så er alt stadig, som det har været de sidste 100 år.
I oktober 2023 blev Ærø ramt af en voldsom stormflod som ændrede kysten mange steder. Særlig slemt gik det ud over Eriks Hale Strand som derfor ser anderledes ud end tidligere. Mange badehuse blev ødelagt, til stor sorg for hele Ærø - men gode kræfter er igang med genopbygningen og de små badehuse er ved at blive genopført.