Destination Fyn_logo
Den Gamle Lillebælts bro

Godt i gang: Kompetenceudvikling af 20 aktører, destinationsselskab og 10 lokale visitbureauer

Foto: Daniel Villadsen Photography

Februar 2026: Projektet begynder at rykke på sig. Vi har testet screeningsværktøjet på de første tre fynske aktører, er i gang med kompetenceudviklingen af medarbejderne i Destination Fyn, og projektet var et af de emner, deltagerne kunne blive klogere på, på vores årskonference.

Turisme for alle skal kompetenceudvikle både turismeaktører, kommuner og destinationsselskaber, så vi bliver klædt på til at forbedre og øge tilgængeligheden på Fyn og Øerne. Vi har nemlig et ønske om at kunne byde flere gæster velkommen på vores skønne destination. 

Det arbejde har vi taget hul på i efteråret 2025.

Turisme for alle skal inspirere hele den danske turismebranche til at forbedre og øge tilgængeligheden i turismevirksomheder og naturen, så vi sammen kan tiltrække flere gæster nu og i fremtiden.

Tre fynske aktører er blevet screenet

Tre af de lokale aktører, der er med i projektet, Vejlby Fed Strand Camping, CLAY og Thorslundgård, har været blandt de første til at screene sig selv for, hvor langt de allerede er i arbejdet med at være tilgængelige for alle gæster. De har nemlig været med til at teste og give feedback på det screeningsredskab, der er blevet udarbejdet i projektet.

Screeningen var en øjenåbner for flere aktører:

”Vi skriver jo intet om tilgængelighed på vores hjemmeside – selv om vi har haft mange glade gæster med særlige behov.”

”Vi kommer jo aldrig ind i vores egen butik som gæst. Dette værktøj er med til at give os et vigtigt udefra-og-ind-blik på os selv.”

”Det er fedt at få sat fokus på de lavthængende frugter, som vi kan gøre noget ved med det samme, og som ikke koster 100.000 kr.”

Kompetenceudvikling af destinationsmedarbejdere, kommuner og turismeaktører

Projektet har en målsætning om, at både turismeaktører, kommuner og destinationsselskaber skal kompetenceudvikles. 

I november 2025 kickstartede vi processen med at klæde Destination Fyns egne medarbejder på til i højere grad at tænke i tilgængelig turisme. Det foregik sammen med vores kolleger fra Destination Limfjorden og Destination Kystlandet. Vi har inviteret de 10 fynske visitbureauer fra hver kommune med i det videre forløb, der finder sted fra januar til april 2026.

I foråret 2026 tager vi også fat på kompetenceudviklingen af de 20 fynske turismeaktører, der er med i projektet. Turisme for alle er en ny måde at se sin forretning på – nu og i fremtiden. Og ved projektets afslutning skal det udbredes nationalt.

Det er vigtigt at understrege, at Turisme for alle er et kulturforandringsprojekt – ikke et anlægsprojekt. Målet med projektet er at skabe en bevægelse med fokus på universel design som en central del af gæsteservicen.

Turisme for alle handler om værtskab med værdighed

Det overordnede tema på Destination Fyns årskonference Rethink Tourism i november 2025 var VÆRTSKAB. Her var det helt umuligt at komme uden om at tale om inkluderende værtskab - eller værtskab med værdighed, som Turisme for alle-projektet i bund og grund handler om.

Henrik Dresbøll fra WeLearn fortalte om nogle af de centrale indsigter, vi allerede har fået i projektet, i sit oplæg De små skridt, der gør den store forskel. Det handler bl.a. om, at det, der er nødvendigt for nogle gæster, samtidig er gavnligt for alle gæster. Og at Turisme for alle ikke er ikke et nichemarked - det er fremtidens gæsteservice.

Vores gæster lever længere og med flere funktionsnedsættelser – og det øger behovet for mere viden om tilgængeligheden, når de rejser. Det, at man ikke kan finde svar på spørgsmål om adgangsforhold, ro og tydelig information, når man planlægger et besøg, bevirker, at mange bliver utrygge og bliver hjemme.

Og vi taler altså om op mod 41% af gæsterne her. Det er derfor slet ikke en mulighed ikke at tilbyde en tilgængelig og værdig oplevelse for så mange som overhovedet muligt.

Den 100% tilgængelige destination og oplevelse findes ikke – og det er heller ikke målet.