Destination Fyn_logo
To cyklister cykler på smal grussti lige ud til vandet ved en fynsk strand. I baggrunden ses en smuk solnedgang.

Bike Islands bedste hædres på Boltinggård

3.10.2019
Foto: Daniel Villadsen

Det bobler med gode cykelinitiativer på Fyn og gennem det seneste halvandet år har Fyn bevæget sig tættere og tættere på ambitionen om at blive Nordeuropas foretrukne cykelturismedestination.

Dét vidner den store tilslutning til Bike Islands allerførste årstræf om, og det er ikke mindst takket være de mange lokale initiativer, at Fyn har stort momentum med internationale priser og anerkendelser på cykelfronten lige nu. Derfor skal initiativerne hyldes i forbindelse med træffet d. 28. marts på Boltinggård Gods.

Bike Island Prisen 2019 skal kåre det bedste, mest innovative og bæredygtige indenfor cykelturisme på Fyn og i Øhavet, og det er et vigtigt led i bestræbelserne for at udleve Bike Island-ambitionen helt, fortæller Nina Brandt Jakobsen fra Destination Fyn, der står bag prisen:

-Bike Island-priserne er en hyldest til alle dem, der har gjort det muligt at drive udviklingen så langt, men de er også inspirationskilde og motivationsfaktor for nye aktører, som vi mægtig gerne vil have med, hvis ideen om Bike Island skal helt op på den store klinge. Det kræver, at vi får hele Fyn til at føle sig som Nordeuropas bedste cykelværter, og Bike Island udvikler sig fra at være et projekt til at være en bevægelse. Det tror vi på, at priserne her kan være med til at skubbe bag på.

Med op til flere forskellige indstillinger er Hotel Christiansminde i Svendborg blandt de nominerede til Bedste Cykelovernatning, og de er oppe imod to andre stærke kandidater fra hhv. Middelfart og Ærø.

-Vi har virkelig kunnet mærke en stigende interesse fra turister på cykel, der ønsker at sikre sig en helt igennem naturskøn og ægte oplevelse, hvor overnatningen er tilpasset de behov, man har som cykelturist. Bl.a. har det været særdeles populært, at vores morgenmadsbuffet rummer god energi til cykelturen og at det er muligt at tage frokosten med på tur, i form af en cykelvenlig madpakke som også rummer kildevand, kaffe/te og kage, siger Nick Brammer, direktør på Ærø Hotel, der er nomineret for deres koncept ”Ø-ferie på cykel”.

Også Sund og Skov i Middelfart er stolte af deres nominering, som er blevet aktuel i forbindelse med planerne om at etablere en cyklepusleplads her i foråret:

-Vi vil rigtig gerne være med til at gøre Fyn til cykelø nr. 1, og vi tænker selv, at vi med vores overnatningstilbud har noget særligt at byde cykelturisterne, især når det gælder restitution ikke bare for cyklen, men også for kroppen. Yogatimer til at smøre de ømme cykelmuskler og sellerishots til udrensning er noget af det, vi tilbyder i højsæsonen. Og så er muligheden for havbadning til at vågne på og adgang til skoven tæt på jo også oplagt for en cykelturist, siger Annette Thiesen, der er CEO hos Sund og Skov.

Når det spændende program for Bike Islands årstræf afsluttes torsdag eftermiddag skal der også uddeles en pris til den bedste oplevelse eller det bedste initiativ, der er taget i forbindelse med Bike island til dato. Og her dyster to cykeludlejningsinitiativer om juryens gunst sammen med et unikt ærøsk initiativ, der har sikret, at tre cykelruter fra cykelløbet Ærø Rundt er tilgængelige og til glæde for turister og lokalbefolkning året rundt.

-For mange cyklister kommer det som en overraskelse, at man kan cykle en 100 km asfalteret rute på en lille ø som Ærø, og vi oplever i høj grad, at skiltningen og udviklingen af de her ruter har gjort vores cykelprodukt relevant for en større målgruppe af mere hardcore cykelturister, siger Ane Katrine Vig, der er office manager hos Ærø Turist og Erhverv.

De ærøske ruter er oppe mod Faaborg Cykeludlejning, som har spillet en stor rolle i forbindelse med den helt spæde udvikling af Fyn som en ø med et sammenhængende cykelprodukt, ved at sikre både udlejning, service og bagagetransport på en meget fleksibel facon. Endelig er ”Lyø-cyklen”, som har gjort det muligt for turister at springe direkte på en udlejningscykel ved færgelejet på Lyø med i kampen om hædren.

Læs mere om de nominerede her.

For yderligere information:
Presseansvarlig Destination Fyn, Gitte Vestermark, tlf. 30 59 24 42.
 

Fakta om Fyns internationale anerkendelse som cykelø:
For nyligt fik Fyn for alvor vist sig frem på cykelverdenskortet, da VM i cyklecross blev afviklet i Bogense først i februar. Siden er Østersøruten med masser af fynske kilometer og kryds i Svendborg blevet kåret til Årets Cykelrute på Hollands største vandre- og cykelmesse, og verdens største cykelløb Tour de France er landet med en etapeafslutning i Nyborg i 2021. Desuden har Fyn netop modtaget prisen som Skandinaviens bedste outdoordestination bl.a. for sine tilbud til cykelturister.

 

Publiceret: Tirsdag, marts 26, 2019