
Tilmeld dig RethinkTourism! webinar
Vi slår dørene op for en digital version af RethinkTourism! og stiller skarpt på den aktuelle situation for turismen med overskriften: Fra krise til ny praksis.
Den 29. juni 9.00-10:30 kan du deltage i vores webinar og bl.a. høre Michala Svane, salg- og marketingdirektør i Tivoli fortælle om Tivolis vej gennem den historiske krisetid og hvordan de har tilpasset sig med nye tilbud og tiltag, der også fremover kan forbedre og smidiggøre gæsteoplevelsen – fra digitale kø-systemer, online madbestilling til medarbejdernes Tivoli-designede visirer. Michala vil også dele, hvordan hun ser balancen mellem at kommunikere forlystelsesparkens høje sikkerhedsniveau og de mange gode oplevelser, der venter sommerens gæstestrøm.

Foto:Destination Fyn
Mød også Signe Jungersted, Group NAO, som guidede os igennem sidste årskonference: Signes vurdering er, at det endnu er for tidligt at pege på ”bedste praksis” i den nye virkelighed, som vi først nu begynder at øjne forude, men coronakrisen har sat skub på massiv ny og innovativ praksis inden for turisme- og oplevelsesindustrien verden over. Signe starter dagens webinar med at se på denne nye virkelighed af kriseskabt forandring, som hele verden står over for.

Foto:Destination Fyn
Hør også Lennart Johansson, Director of Trade & Industry, Göteborg & Co fortælle om, hvordan hospitality og event industrien i Göteborg har skruet helt op for deres innovationskraft og kommercielle kreativitet i disse krisetider. Lennart vil inspirere os med eksempler fra byen, hvor entreprenørånd og samarbejde har resulteret i en række tiltag, der genopfinder hotel- og eventindustriens produkter og services. Det gælder både hybridkoncerter, hybridevents og overnatningsprodukter til helt nye målgrupper. Lennart vil også fortælle, hvordan Göteborg & Co som organisation arbejder med erhvervet for at understøtte deres innovations- og handlekraft, og sikrer gensidig inspiration for at få hele destinationen gennem krisen. Oplægget foregår på engelsk.
Tilmeld dig her

Foto:Destination Fyn