Rød bog med teksten Brand Identity

Greater Together

Foto: Destination Fyn

Greater Together – International konferenceidentitet, lokal forankring er et ambitiøst udviklingsprojekt, der skal etablere Fyn og Øerne som en internationalt genkendelig og konkurrencedygtig konferencedestination.

Projektet forankres i destinationens styrkepositioner: Robotteknologi, droner, det maritime område samt nicheområder inden for life science. Og det samler aktører i en fælles strategisk indsats for at styrke erhvervsturismen. 

Projektet adresserer en veldokumenteret efterspørgsel: Internationale konferencer fungerer som vækstmotorer, fremmer vidensoverførsel og talenttiltrækning og skaber eksport og forretning for erhverv og vidensmiljøer. Erhvervsturister har et markant højere døgnforbrug end fritidsturister, og efterspørgslen på mødeoplevelser uden for storbyerne er stigende. Mødeturisme skaber helårsjobs og bidrager til erhvervsudvikling i områder uden klassisk turismetyngde.

Projektets struktur følger en klar effektkæde med sammenhæng mellem aktiviteter, output og resultater. De fem hovedaktiviteter er: 

1. Udvikling af internationalt konferencebrand og tydelig identitet 

Projektet udvikler, designer og tester en internationalt anvendelig visuel identitet og kommunikationsmanual – naturligvis med afsæt i de nationale styrkepositioner, der er forankret på Fyn. Brandet skal differentiere destinationen i et internationalt marked og integreres i pilotaktiviteter i samarbejde med projektets aktører.  

2. Udvikling, test og raffinering af modeller for værtskab i forbindelse med internationalt budarbejde  

Destination Fyn udvikler i samarbejde med en række aktører en operationel model for værtskab, herunder procesdesign, test og dokumentation af metoder til håndtering af konkrete budsituationer.

3. Udvikling og gennemførelse af brandbaserede internationale markedsføringsaktiviteter i samarbejde med VisitDenmark 

Projektet planlægger, udvikler og gennemfører markedsføringsaktiviteter i udvalgte kernemarkeder. Aktiviteterne sker i tæt samarbejde med VisitDenmark og inden for rammerne af det nationale brand "The Land of Everyday Wonder". Fokus er på test og dokumentation af kampagneeffekter og på opbygning af erfaringer og modeller for fremtidig international markedsføring.   

4. Udvikling af datadrevet analyse- og rapporteringssetup

Projektet etablerer et datadrevet analyse- og rapporteringssetup, der muliggør effektmåling og opsamling af viden vedrørende tilfredshedsgraden med værtskabet. Dette omfatter bl.a. metodeudvikling, dataopsamling, baseline-analyser og afprøvning af rapporteringsformater. Formålet er at skabe et grundlag for fremtidig vidensbaseret udvikling af værtskabet.

5. Forankring af projektet efter projektperiodens ophør

Den nye partnerskabs- og værtskabsmodel skal danne grundlag for det fremtidige arbejde med at byde på og tiltrække internationale konferencer til Danmark og Destination Fyn og lever videre på både organisatorisk, strategisk, økonomisk og teknisk niveau.

Projektperiode

Januar 2026-december 2028

Projektet er støttet af:

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse logo - DEB

Foto:DEB-logo

Kent Kordt Röder
Projektansvarlig

Erhvervsturismechef

keko@destinationfyn.dk