Knudshoved, Nyborg

Hvorfor Fyn?

Foto: Daniel Villadsen

Er du klar til at sige: "Vi mødes på Fyn" næste gang, du skal finde en lokation til dine nationale eller internationale møder og konferencer? 

6 gode grunde

Placeringen i hjertet af Danmark gør Fyn til et helt oplagt sted at mødes. Gode transportforbindelser sikrer, at alting ligger inden for kort afstand, og du er i sikre hænder hos nogle af Danmarks mest erfarne mødesteder. 

Mange fynske mødesteder ligger bogstaveligt talt i vandkanten med masser af muligheder for at indtænke naturen i dit møde. Samtidig bringer stærke uddannelses- og forskningsmiljøer, og styrkepositioner inden for bl.a. robotområdet, sundhedsteknologi og maritime erhverv, faglighed til konferencelokalet.

Vi ser frem til at byde jer velkommen! 

 

1. Beliggenhed beliggenhed beliggenhed 

Fyn er det oplagte samlingspunkt, når nord, syd, øst og vest skal mødes i Danmark. En veludviklet infrastruktur, herunder gode tog- og busforbindelser, gør det både nemt at komme til og at vælge en bæredygtig transportform. Faktisk kan 80% af danskerne komme til Fyn på blot en time.  

2. Naturen følger med 

En stor andel af de fynske hoteller og mødesteder er begunstiget af en naturskøn placering ved vand og skov. Det giver rig mulighed for at kombinere programmet i mødelokalet med aktiviteter – faglige såvel som sociale – lige uden for døren. Mange mødesteder tænker netop omgivelserne ind med en dedikeret indsats for at skabe bæredygtige rammer for dit møde.  

3. Smagen af Fyn 

Fyn er kendt som Danmarks Have, og det vil du komme til at smage i form af fynske fødevarer. Vi gør en dyd ud af at kunne servere fødevarer dyrket i den fede fynske muld eller fanget i vandet omkring øen, uanset om det er på gourmetrestauranter eller til det gode, solide måltid. Snyd ikke dig selv for en bid af Fyns ”nationalkage”, brunsvigeren.  

4. Vidensmiljøer i topklasse 

Højt specialiseret forskning og faglig viden findes i miljøerne på Syddansk Universitet og Fyns øvrige vidensinstitutioner. Fyn har tradition for tæt samarbejde mellem forskning, erhverv og offentlige interessenter, hvilket har skabt grobund for frugtbare resultater på en lang række konferencer.  

5. Eventyrlige Fyn 

Som øens mest berømte søn er H. C. Andersen og hans værker en stærk del af den fynske fortælling. Den eventyrlige stemning kan du også opleve, når du kommer forbi Fyns slotte og herregårde. Vi har hele 123 af slagsen, og mange åbner dørene for møder og events året rundt. Hold konference i en riddersal, sov under tårne og spir eller vågn op med udsigt over en voldgrav. 

6. Ud af boksen 

På Fyn kan vi godt lide at tænke nyt og kreativt. Events som Heartland, Tinderbox og Magiske Dage er lynhurtigt blevet farverige tilløbsstykker. Bridgewalking tilbyder en unik oplevelse på Den Gamle Lillebæltsbro, og du kan overnatte hos Europas største koncentration af bisoner. Her får du rig chance for at udfordre det konventionelle.  

Har du spørgsmål?

Tøv aldrig med at kontakte vores team i Destination Fyns Convention Bureau. Vi står altid klar til at vejlede og sparre om dit næste arrangement.

Læs mere