SAK Kunstbygning
Træd ind i SAK Kunstbygning og oplev skiftende udstillinger med samtidskunst og visuel kultur. Her mødes aktuelle kunstneriske udtryk med lokale rødder og kunsthistorie.

SAK Kunstbygning præsenterer årligt 15–20 udstillinger med fokus på samtidskunst og visuel kultur samt kulturelle arrangementer og kunstsaloner. Udstillingerne spænder fra maleri og grafik til skulptur og installation og giver indblik i forskellige kunstneriske udtryk.
Fra 13. september til 25. oktober præsenteres Sydfynske Kunstnere, Fyns ældste kunstnersammenslutning med historie tilbage til 1955. Gruppeudstillingen omfatter værker af sammenslutningens medlemmer og inviterede gæstekunstnere inden for blandt andet maleri, grafik, skulptur og installationskunst.
SAK Kunstbygning rummer desuden en permanent samling med værker af billedhuggeren Kai Nielsen, en samling af sydfynsk billedkunst, et kunstfagligt bibliotek og et litografisk trykværksted. Stedet udspringer af SAK – Svendborg Amts Kunstforening, der blev stiftet i 1941 af lokale kunstnere og kunsthåndværkere.
Kontaktoplysninger
- Email: sak@sak.dk
- Phone: 62 22 44 70
Sidst opdateret af:VisitSvendborgturist@svendborg.dk


