
Parade for de levende og døde
Når mørket falder på, fyldes Svendborgs gader af lys, musik og bevægelse. Oplev en stemningsfuld parade, hvor lanterner, figurer og kostumer skaber en særlig aften i byen.
Lysparaden i Svendborg samler børn og voksne i et fælles optog gennem byens gader. Paraden er kulminationen på en række workshops, der afholdes rundt omkring i byen i tiden op til arrangementet, hvor deltagere skaber lanterner, kostumer og figurer til optoget.
Under paraden bevæger deltagerne sig gennem Svendborgs snoede gader ledsaget af musik, dans og store fantasifulde figurer. Ruten går gennem blandt andet Kattesundet, Gerritsgade, Kyseborgstræde og Møllergade, før optoget vender tilbage til Torvet. Herfra kan publikum både opleve paraden fra sidelinjen eller deltage som performer i udklædning.
Efter paraden fortsætter aftenen på Torvet, som forvandles til en stemningsfuld markedsplads med ritualer, sang, madboder og popcorn. Arrangementet markerer overgangen til den mørke tid og rummer både en fejring af livet og et rum til at mindes dem, der ikke længere er her.